Gå direkte til indholdet

HJÆLP TIL FAMILIEN | FORÆLDREROLLEN

Hvorfor det er godt for børn at læse – 1. del: Bøger eller videoer?

Hvorfor det er godt for børn at læse – 1. del: Bøger eller videoer?

 Hvad kan dine børn godt lide at lave når de har tid til at slappe af – at læse eller se videoer? Hvad er det mest sandsynligt de tager fat i – deres smartphone eller en bog?

 Før i tiden var det normalt at sætte sig hen for at læse når man skulle slappe af. Men i de seneste årtier har læsning været udsat for skarp konkurrence fra fjernsyn og internettet. Tilbage i 1990 skrev Jane Healy i bogen Endangered Minds at “med tiden vil folk måske holde helt op med at læse”.

 Dengang hun skrev det, lød det nok lidt overdrevet. Men i dag kan lærere i velstillede lande se at børn og unge er blevet dårligere til at læse.

I denne artikel

 Hvorfor er det godt for børn at læse?

  •   Læsning sætter gang i fantasien. Noget af det man forestiller sig når man læser, er: Hvordan lyder personernes stemmer? Hvordan ser de ud? Hvordan ser der ud rundt omkring dem? Forfatteren kommer med forskellige hints, men resten er op til læserens egen fantasi.

     “Når man ser en film, ser man noget en anden har forestillet sig,” siger en mor ved navn Laura. “Og selvom det kan være rigtig hyggeligt, så er der altså noget særligt ved at læse og selv skulle danne sig nogle billeder ud fra det andre beskriver.”

  •   Læsning hjælper børn til at udvikle gode egenskaber. Når børn læser, lærer de at forstå forskellige problemer og lede efter løsninger på dem. De lærer også at koncentrere sig, og det hjælper dem til at udvikle egenskaber som tålmodighed, selvkontrol og empati.

     Empati? Ja! Forskere forklarer at når børn fordyber sig i en bog, sætter de sig ind i personernes følelser. Og det hjælper dem til at have empati for mennesker i det virkelige liv.

  •   Læsning hjælper en til at tænke dybt over tingene. Når man læser, har man mulighed for at gøre det i sit eget tempo og endda læse noget igen hvis man synes man har brug for det for bedre at kunne følge forfatterens tanker. Det gør det lettere at huske hvad man har læst, og få gavn af det. – 1. Timotheus 4:15.

     En far ved navn Joseph fortæller: “Når man læser, er det let at stoppe op og tænke over det man har læst, forbinde det med noget man ved i forvejen, og overveje hvad man kan lære af det. Det kan være svært at nå at tænke over det man bare ser på en skærm.”

 Pointen: Selvom der er fordele ved videoer og film, kan dine børn komme til at gå glip af noget hvis de ikke lærer at sætte tid af til at læse.

 Hvordan kan man give sine børn lyst til at læse?

  •   Begynd tidligt. Chloe, der er mor til to drenge, siger: “Vi begyndte at læse for vores børn allerede før de blev født, og det blev vi ved med. Det er vi glade for at vi gjorde. Med tiden blev det at læse en fornøjelse og noget helt naturligt for dem begge.”

     Princip fra Bibelen: “Fra din spæde barndom har du kendt de hellige skrifter.” – 2. Timotheus 3:15.

  •   Skab gode muligheder for at læse. Gør det lettere for dit barn ved at have noget at læse i stående fremme. Tamara, der er mor til fire, foreslår: “Find nogle bøger dine børn vil kunne lide, og sæt dem ved siden af deres seng.”

     Princip fra Bibelen: “Oplær barnet til at følge den vej han skal gå; så vil han ikke forlade den, selv når han bliver gammel.” – Ordsprogene 22:6, fodnote.

  •   Begræns brugen af internettet. En far ved navn Daniel anbefaler at man nogle aftner lægger de elektroniske enheder væk. “Vi sørgede for at have mindst én aften om ugen hvor vi slet ikke tændte for fjernsynet. I stedet for læste vi, enten sammen eller hver for sig.”

     Princip fra Bibelen: “[Gør] jer klart hvilke ting der er de vigtigste.” – Filipperne 1:10.

  •   Vær et godt eksempel. Karina, der er mor til to piger, foreslår: “Læs for dine børn på en måde der gør historierne levende for dem. Lad din egen begejstring for det du læser, komme til udtryk. Hvis du elsker at læse, vil dine børn måske også komme til det.”

     Princip fra Bibelen: “Bliv ved med at tage dig af oplæsning.” – 1. Timotheus 4:13.

 Det er ikke alle børn der kommer til at elske at læse. Men det du gør for at hjælpe dine børn i gang, kan være lige det der skal til. David gjorde noget særligt for at hjælpe sine to piger. Han fortæller: “Jeg læste det samme som mine piger. Det hjalp mig til at følge med i hvad der interesserede dem, og det gav os en masse at snakke om. Vi havde vores egen lille læseklub. Det var sjovt!”