Gå direkte til indholdet

HJÆLP TIL FAMILIEN | FORÆLDREROLLEN

Børn og sociale medier – 2. del: Lær din teenager at bruge de sociale medier klogt

Børn og sociale medier – 2. del: Lær din teenager at bruge de sociale medier klogt

 Mange forældre har valgt at deres børn ikke skal være på de sociale medier på grund af de farer der er forbundet med det. Men hvis du synes det er okay at din teenager bruger sociale medier, hvordan kan du så hjælpe ham eller hende til at styre uden om farerne og lære at begå sig online?

I den her artikel

 Hvordan prioriterer din teenager?

 Hvad du må vide: Sociale medier er designet til at være vanedannende, så der er sikkert brug for at du hjælper din teenager til at styre hvor meget tid han eller hun bruger på det.

 Princip fra Bibelen: ‘Gør jer klart hvilke ting der er de vigtigste.’ – Filipperne 1:10

 Noget at tænke over: Går den tid din søn eller datter bruger på de sociale medier, ud over hans eller hendes søvn, lektier eller tid med familien? Ifølge forskere har teenagere brug for omkring ni timers søvn hver nat, men de der bruger flere timer om dagen på sociale medier, får ofte mindre end syv timers søvn.

 Hvad du kan gøre: Tal med din teenager om hvordan man kan prioritere sin tid, og hvorfor det er klogt at sætte nogle grænser for hvor meget tid man vil bruge på sociale medier. Lav nogle regler der er rimelige, som for eksempel at man ikke må bruge sin elektroniske enhed på værelset om natten. Dit mål er at hjælpe din teenager til at få selvkontrol, noget han eller hun også vil få brug for som voksen. – 1. Korinther 9:25.

 Kan din teenager håndtere det følelsesmæssigt?

 Hvad du må vide: Når man som ung sidder og scroller igennem en masse perfekte billeder og videoer af ens venner der har det sjovt, kan man nemt blive ked af det og føle sig udenfor.

 Princip fra Bibelen: “Befri jer for ... misundelse.” – 1. Peter 2:1.

 Noget at tænke over: Får sociale medier din søn eller datter til at sammenligne sit udseende eller sin krop med andres? Føler din teenager at alle andre har et spændende liv, mens hans eller hendes bare er kedeligt?

 Hvad du kan gøre: Tal med din søn eller datter om hvorfor det er farligt at sammenligne sig med andre. Vær opmærksom på at det måske kan være et større problem for piger end for drenge fordi piger ofte går mere op i deres udseende og deres forhold til andre. Du kan også foreslå at din teenager en gang imellem holder en pause fra sociale medier. En ung mand ved navn Jacob siger: “Jeg slettede nogle af mine apps i en periode så jeg kunne holde en pause fra de sociale medier. Det hjalp mig til at få styr på mine prioriteringer og justere mit syn på mig selv og andre.”

 Hvordan er din teenagers adfærd online?

 Hvad du må vide: At være på de sociale medier er nærmest som at leve sit liv foran en stor flok mennesker hvor alle kan se alt hvad man laver. Der kan hurtigt opstå misforståelser og konflikter.

 Princip fra Bibelen: “Aflæg enhver form for ondsindet bitterhed, harme, vrede, skrigeri, sårende ord ... Vær venlige.” – Efeserne 4:31, 32.

 Noget at tænke over: Har de sociale medier påvirket din teenager så han eller hun er begyndt at sladre og tale uvenligt eller ofte har konflikter med andre?

 Hvad du kan gøre: Hjælp din teenager til at forstå hvordan man skal opføre sig online. I bogen Digital Kids står der: “Det er vores opgave som forældre at lære vores børn at det aldrig er i orden at være ondskabsfuld over for andre – og det gælder uanset om det er online eller i den virkelige verden.”

 Husk at det ikke er livsnødvendigt at være på de sociale medier, og det er ikke alle forældre der giver deres teenager lov til det. Hvis du synes det er okay at din teenager bruger sociale medier, må du sikre dig at han eller hun er moden nok til at styre sit tidsforbrug, bevare et fornuftigt syn på venskaber og afvise upassende indhold.