Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvordan kan jeg overvinde min generthed?

Hvordan kan jeg overvinde min generthed?

 Den dårlige nyhed: Generthed kan få dig til at gå glip af gode venskaber og oplevelser.

 Den gode nyhed: At være genert er ikke altid en dårlig ting. Det kan hjælpe dig til at tænke før du taler, og det kan gøre dig mere observant og bedre til at lytte.

 Den rigtig gode nyhed: Generthed behøver ikke være en permanent ting. Du kan have kontrol over de negative sider. Den her artikel vil hjælpe dig til at se hvordan.

 Forstå hvad det er du er bange for

 Generthed kan gøre dig utryg bare ved tanken om at skulle snakke med andre ansigt til ansigt. Det kan måske få dig til at føle dig isoleret fra andre, som om du er alene i et mørkt rum. Det kan være skræmmende. Men hvis du prøver at forstå hvad det er du er bange for, finder du måske ud af at din frygt er ubegrundet. Overvej de her tre eksempler:

  •   Frygt nr. 1: “Jeg ved ikke hvad jeg skal snakke om.”

     Faktum: Folk husker ikke så meget det du siger, men mere hvordan de havde det i dit selskab. Du kan bekæmpe din frygt ved at blive bedre til at lytte – være oprigtigt interesseret i hvad andre siger.

     Noget at tænke over: Hvilken ven kan du bedst lide – en der snakker som et vandfald, eller en der er god til at lytte?

  •   Frygt nr. 2: “Andre vil synes jeg er kedelig.”

     Faktum: Andre vil danne sig en mening om dig uanset om du er genert eller ej. Du kan bekæmpe din frygt – og hjælpe andre til at få et bedre indtryk af dig – ved at vise hvem du virkelig er.

     Noget at tænke over: Hvis du tror at alle tænker negativt om dig, dømmer du så i virkeligheden dem uretfærdigt ved at tro det værste?

  •   Frygt nr. 3: “Jeg bliver flov hvis jeg kommer til at sige noget forkert.”

     Faktum: Det sker for os alle sammen. Du kan bekæmpe din frygt ved at se sådan nogle fejl som en mulighed for at vise at du ikke tager dig selv for højtideligt.

     Noget at tænke over: Nyder du ikke at være sammen med andre som tør indrømme at de ikke er perfekte?

 Vidste du det? Nogle tror at de ikke er generte fordi de skriver mange beskeder. Men det er nemmere at opbygge et ægte venskab med andre når man snakker sammen ansigt til ansigt. Sherry Turkle, der er psykolog og ekspert inden for teknologi, skriver: “Det er når vi ser hinandens ansigt og hører hinandens stemme, at vi virkelig danner bånd med andre.” a

Når du bekæmper din frygt, vil du opleve at det at snakke med andre ansigt til ansigt ikke er så slemt som du troede

 Handlingsplan

  •   Undgå at sammenligne dig med andre. Det er ikke nødvendigt at du bliver ekstrovert. Men dit mål kan være at få kontrol over din generthed så du ikke går glip af gode venskaber og oplevelser.

     “Samtaler behøver ikke at være lange, og du behøver heller ikke at være festens midtpunkt. Prøv bare at tale med nogle du ikke kender i forvejen, og stil et par enkle spørgsmål.” – Alicia.

     Princip fra Bibelen: “Lad hver enkelt vurdere sine egne handlinger – så kan han glæde sig over det han selv gør, uden at sammenligne det med hvad andre gør.” – Galaterne 6:4.

  •   Vær observant. Betragt nogle der er udadvendte, og læg mærke til hvordan de snakker med andre. Hvad virker for dem? Hvad virker knap så godt? Hvilke af deres gode evner kunne du arbejde med?

     “Betragt og lær af nogle der er gode til at få nye venner. Læg mærke til hvad de gør, og hvad de siger første gang de møder nogen.” – Aaron.

     Princip fra Bibelen: “Som jern skærper jern, sådan skærper en mand sin ven.” – Ordsprogene 27:17.

  •   Stil spørgsmål. Som regel kan folk godt lide at sige deres mening om forskellige ting, så at stille dem spørgsmål er en god måde at starte en samtale på. Og der kommer ikke så meget fokus på dig.

     “At være godt forberedt kan fjerne noget af din nervøsitet. Du kan forberede nogle emner og spørgsmål inden du skal være sammen med andre, så det at møde nye mennesker er knap så svært.” – Alana.

     Princip fra Bibelen: “Vær ikke kun optaget af det der gavner jer selv, men tænk også på det der gavner andre.” – Filipperne 2:4.

a Fra bogen Reclaiming Conversation.