Modsiger Bibelen sig selv?
Kapitel 7
Modsiger Bibelen sig selv?
Bibelen bliver ofte anklaget for at være selvmodsigende. De der kommer med denne påstand har som regel ikke selv læst Bibelen; de gentager blot hvad de har hørt andre sige. Nogle har imidlertid læst i Bibelen og fundet tilsyneladende uoverensstemmelser som foruroliger dem.
1, 2. (Med indledningen.) (a) Hvad bliver Bibelen ofte anklaget for at være? (b) Hvad bør vi huske på når vi sammenligner forskellige passager i Bibelen? (c) Hvilke grunde kan der være til at to bibelskribenter undertiden beskriver den samme begivenhed lidt forskelligt?
HVIS Bibelen virkelig er Guds ord, må dens indhold være harmonisk og ikke selvmodsigende. Hvorfor synes nogle passager da at modsige hinanden? For at få svar på dette må vi huske at selv om Bibelen er Guds ord, blev den nedskrevet af en række mænd over en periode på mange hundrede år. Disse skribenter havde forskellig baggrund, forskellige evner og forskellig skrivemåde — og disse forskelle afspejler sig i det de skrev.
2 Desuden er det sådan at hvis to eller flere skribenter skal beskrive samme begivenhed, vil én af dem som regel tage nogle detaljer med som en anden vil udelade. Forskellige skribenter vil endvidere arrangere stoffet forskelligt. Én vil måske fremstille det kronologisk, mens en anden vil ordne det på en anden måde. Vi vil i dette kapitel betragte nogle af de påståede modsigelser i Bibelen og se hvordan de forsvinder når man tager ovennævnte forhold i betragtning.
Uafhængige vidner
3, 4. Hvilken tilsyneladende modsigelse er der mellem Mattæus’ og Lukas’ beretning om centurionen hvis tjener var syg, og hvordan kan problemet løses?
3 Nogle „modsigelser“ forekommer hvor to eller flere beretninger omtaler samme begivenhed. For eksempel læser vi i Mattæus 8:5 at da Jesus gik ind i Kapernaum, „kom en centurion hen til ham med en indtrængende bøn“ om at Jesus ville helbrede hans tjener. Men i Lukas 7:3 læser vi at officeren „sendte . . . nogle af jødernes ældste hen til [Jesus] for at anmode ham om at komme og redde hans træl“. Var det officeren selv der talte med Jesus, eller sendte han nogle ældste?
4 Svaret er klart nok at manden sendte nogle af jødernes ældste. Hvorfor siger Mattæus så at manden selv kom og bad Jesus om hjælp? Fordi det i realiteten var ham der rettede anmodningen til Jesus. De ældste talte blot på hans vegne.
5. Hvorfor siger Bibelen at det var Salomon der byggede templet, når det tydeligt nok var andre der udførte arbejdet?
5 Svarende til dette læser vi i Anden Krønikebog 3:1 at ’Salomon begyndte at bygge Jehovas hus i Jerusalem,’ og senere at ’Salomon blev færdig med Jehovas hus’. (2 Krønikebog 7:11) Var det Salomon selv der byggede templet fra først til sidst? Selvfølgelig ikke. Selve byggearbejdet blev udført af en mængde håndværkere og medhjælpere. Men det var Salomon der havde organiseret arbejdet. Han var den ansvarlige. Derfor siger Bibelen at han byggede huset. Set under samme synsvinkel fortæller Mattæusevangeliet at officeren henvendte sig til Jesus. Men Lukas tilføjer den detalje at han henvendte sig til ham gennem jødernes ældste.
6, 7. Hvordan kan vi få de to forskellige evangelieberetninger om Zebedæus-sønnernes anmodning til at harmonere med hinanden?
6 Der er et andet eksempel som ligner det. I Mattæus 20:20, 21 læser vi: „Så kom moderen til Zebedæus’ sønner hen til [Jesus] med sine sønner, bøjede sig ærbødigt for ham og bad ham om noget.“ Det hun bad om, var at hendes sønner måtte få de mest begunstigede stillinger når Jesus kom i sit rige. I Markus’ beretning om samme hændelse læser vi: „Jakob og Johannes, de to sønner af Zebedæus, trådte hen til [Jesus] og sagde til ham: ’Lærer, vi ønsker at du skal gøre det for os vi vil bede dig om.’“ (Markus 10:35-37) Var det de to sønner der rettede denne anmodning til Jesus, eller var det moderen?
7 Det er tydeligt at anmodningen kom fra de to sønner, sådan som Markus siger. Men de fremførte den gennem deres moder. Hun talte på deres vegne. Dette underbygges af Mattæus’ bemærkning om at da de andre apostle hørte hvad moderen til Zebedæus’ sønner havde gjort, harmedes de, ikke på moderen, men „på de to brødre“. — Mattæus 20:24.
8. Hvordan kan to beretninger om samme begivenhed begge være sande, selv om de afviger lidt fra hinanden?
8 Har du nogen sinde hørt to mennesker beskrive noget de begge har oplevet? Så har du sikkert lagt mærke til at de hver især plejer at fremhæve forskellige detaljer der har gjort indtryk på dem. Og den ene udelader gerne noget som den anden tager med. Men de taler begge sandt. Sådan forholder det sig også med de fire evangelieberetninger om Jesu tjeneste og med andre historiske beretninger i Bibelen hvor flere skribenter beskriver de samme begivenheder. Hver skribent er nøjagtig med sine oplysninger, selv om den ene måske tager noget med som den anden udelader. Ved at sammenholde beretningerne får man et klarere og mere detaljeret billede af hvad der skete. Variationerne mellem dem viser at det er selvstændige beretninger. Og harmonien mellem dem viser at de er sande.
Læs sammenhængen
9, 10. Hvordan hjælper sammenhængen os til at se hvor Kain fik sin kone fra?
9 Tilsyneladende uoverensstemmelser bliver ofte opklaret når man blot læser sammenhængen. Lad os for eksempel tage det tilbagevendende spørgsmål om hvor Kain fik sin kone fra. I Første Mosebog 4:1, 2 læser vi: „Da tiden var inde fødte [Eva] Kain og sagde: ’Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.’ Senere fødte hun igen, nemlig hans broder Abel.“ Kain slog som bekendt Abel ihjel, og derefter læser vi at Kain var gift og fik børn. (1 Mosebog 4:17) Hvor fik han sin kone fra, hvis Adam og Eva kun havde de to sønner?
10 Løsningen ligger i det faktum at Adam og Eva havde flere børn. Ifølge sammenhængen fik de en stor børneflok. Første Mosebog 5:3 oplyser at Adam blev fader til endnu en søn, som han kaldte Set, og i det følgende vers læser vi at han ’blev fader til sønner og døtre’. (1 Mosebog 5:4) Kain kan altså have giftet sig med en af sine søstre eller med en af sine niecer. På dette tidlige tidspunkt i menneskehedens historie, da menneskene endnu ikke havde fjernet sig langt fra det fuldkomne stade, indebar et sådant ægteskab åbenbart ikke den samme risiko for afkommet som det ville have gjort i dag.
11. Hvilken uoverensstemmelse mener nogle at der er mellem disciplen Jakob og apostelen Paulus?
11 Ved at tage sammenhængen i betragtning hjælpes vi også til at opklare det som nogle har påstået er en uoverensstemmelse mellem apostelen Paulus og disciplen Jakob. I Efeserbrevet 2:8, 9 siger Paulus at de kristne bliver frelst ved tro, ikke ved gerninger. Han siger: „I [er] frelst ved tro; . . . det skyldes ikke gerninger.“ Jakob, derimod, holder på at gerninger har stor betydning. Han skriver: „Ligesom legemet er dødt uden ånd, således er også troen død uden gerninger.“ (Jakob 2:26) Hvordan kan disse to udtalelser forenes?
12, 13. Hvordan ser vi at Jakobs ord supplerer Paulus’, frem for at modsige dem?
12 Når vi tager Paulus’ ord i deres sammenhæng, finder vi at den ene udtalelse supplerer den anden. Paulus henviser til at jøderne bestræbte sig for at overholde Moseloven. De troede at hvis de kunne overholde Loven til punkt og prikke, ville de blive retfærdige. Paulus påpegede at dette var umuligt. Vi kan aldrig blive retfærdige — og dermed gøre os fortjent til frelsen — ved hjælp af vore egne gerninger, for vi er født syndige. Vi kan kun blive frelst ved at tro på Jesu genløsningsoffer. — Romerne 5:18.
13 Jakob tilføjer imidlertid den vigtige detalje at troen i sig selv er værdiløs hvis ikke den ledsages af gerninger. Hvis man hævder at man tror på Jesus må man vise det i handling. En uvirksom tro er død og vil ikke føre til frelse.
14. Hvor viser Paulus at han er i fuld overensstemmelse med det princip at troen må komme til udtryk i gerning for at være levende?
14 Apostelen Paulus var i fuld overensstemmelse med dette, og han nævner ofte den form for gerninger de kristne bør gøre for at vise deres tro. Han skrev for eksempel til romerne: „Med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ Ja, for at opnå frelse er det vigtigt at man ’offentligt bekender’ sin tro ved at dele den med andre. (Romerne 10:10; se også Første Korintherbrev 15:58; Efeserbrevet 5:15, 21-33; 6:15; Første Timoteusbrev 4:16; Andet Timoteusbrev 4:5; Hebræerbrevet 10:23-25.) På den anden side kan man aldrig ved nogen kristen gerning, og bestemt heller ikke ved nogen bestræbelse for at overholde Moseloven, gøre sig fortjent til evigt liv. Evigt liv er „den gave Gud giver“ dem som udviser tro. — Romerne 6:23; Johannes 3:16.
Forskellige synsvinkler
15, 16. Hvordan kunne både Moses og Josua have ret når den ene sagde at landet øst for Jordan lå „på denne side“ af floden, mens den anden sagde at det lå „på den anden side“?
15 Somme tider beskrev bibelskribenterne de samme begivenheder under forskellige synsvinkler, eller de byggede deres beretninger op på forskellige måder. Når man tager disse forskelle i betragtning, er der flere tilsyneladende modsigelser som nemt lader sig opklare. Et eksempel på dette er at Moses i Fjerde Mosebog 35:14 omtaler Østjordanlandet som liggende „på denne side af Jordan“, mens Josua i Josua 22:4 siger at det lå „på den anden side af Jordan“. Hvem af dem havde ret?
16 Det havde de begge. Ifølge beretningen i Fjerde Mosebog var israelitterne endnu ikke gået over Jordanfloden og ind i det forjættede land, så for dem var landet øst for Jordan „på denne side“. Josua var derimod kommet over Jordan og befandt sig nu vest for floden, i Kana’ans land. For ham var landet øst for Jordan derfor „på den anden side“.
17. (a) Hvilken påstået uoverensstemmelse finder nogle i de to første kapitler i Første Mosebog? (b) Hvad er grunden til den formodede uoverensstemmelse?
17 Den måde en beretning er opbygget på, kan også medføre tilsyneladende modsigelser. I Første Mosebog 1:24-26 viser Bibelen at dyrene blev skabt før mennesket. Men i Første Mosebog 2:7, 19, 20 ser det ud som om mennesket blev skabt før dyrene. Forskellen ligger i at de to skabelsesberetninger er skrevet under to forskellige synsvinkler. Den første beskriver skabelsen af himmelen og jorden og alt liv der. (1 Mosebog 1:1–2:4) Den anden koncentrerer sig om skabelsen af mennesket og om syndefaldet. — 1 Mosebog 2:5–4:26.
18. Hvordan kan vi forklare de tilsyneladende uoverensstemmelser mellem de to skabelsesberetninger?
18 I den første beretning er indholdet ordnet kronologisk, efter hvad der skete på seks på hinanden følgende „dage“. I den anden er det ordnet efter betydning. Efter en kort indledning går beretningen direkte frem til at beskrive Adams skabelse, eftersom det er ham og hans familie det efterfølgende drejer sig om. (1 Mosebog 2:7) Andre oplysninger knyttes til efterhånden som der bliver behov for dem. Efter at Adams skabelse er beskrevet, får vi at vide at han skulle bo i en have i Eden, så nu fortælles hvordan Edens have blev plantet. (1 Mosebog 2:8, 9, 15) Jehova pålægger Adam at give „alle markens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger“ navne, og i den forbindelse nævnes det så at ’Jehova Gud havde været i færd med at danne’ alle disse skabninger, selv om deres skabelse begyndte længe før Adam viste sig på skuepladsen. — 1 Mosebog 2:19; 1:20, 24, 26.
Læs beretningen omhyggeligt
19. Hvilken forvirring synes der at være i Bibelens beretning om israelitternes indtagelse af Jerusalem?
19 I nogle tilfælde kan man opklare tilsyneladende modsigelser ved blot at læse beretningen omhyggeligt og tænke over de oplysninger der gives. Det er tilfældet med beretningen om israelitternes indtagelse af Jerusalem. Jerusalem anføres som en del af Benjamins arvelod, men der siges at Benjamins stamme ikke var i stand til at indtage byen. (Josua 18:28; Dommerne 1:21) Der siges også at Juda ikke var i stand til at indtage byen — som om Jerusalem hørte til denne stammes arvelod. Omsider lykkedes det Juda at besejre Jerusalem og at brænde byen af. (Josua 15:63; Dommerne 1:8) Flere hundrede år senere siges der imidlertid også at David indtog Jerusalem. — 2 Samuel 5:5-9.
20, 21. Hvilket billede får man af Jerusalems indtagelse når man grundigt undersøger alle relevante enkeltheder?
20 Ved første øjekast kan alt dette forekomme ret forvirrende, men i virkeligheden er der ingen modsigelse i det. Grænsen mellem Judas og Benjamins områder fulgte Hinnoms Dal tværs igennem det gamle Jerusalem. Det der senere blev kaldt Davidsbyen lå i Benjamins område, i overensstemmelse med det der siges i Josua 18:28. Men det er sandsynligt at jebusitterbyen Jerusalem strakte sig ind i Judas område på den anden side af Hinnoms Dal, sådan at Juda også måtte føre krig mod byens kana’anæiske indbyggere.
21 Benjamin var ikke i stand til at indtage byen. Engang lykkedes det Juda at indtage den og at brænde den af. (Dommerne 1:8, 9) Men Judas styrker drog åbenbart videre, og nogle af byens oprindelige indbyggere vendte tilbage til den. Senere dannede de en modstandslomme som hverken Juda eller Benjamin kunne nedkæmpe. Derved blev jebusitterne boende i Jerusalem indtil David indtog byen flere hundrede år senere.
22, 23. Hvem bar Jesu marterpæl ud til henrettelsesstedet?
22 Vi finder et andet eksempel i evangelierne. I forbindelse med at Jesus blev ført ud til henrettelsen læser vi i Johannesevangeliet at „han selv bar marterpælen“. (Johannes 19:17) Men i Lukas’ beretning læser vi: „Mens de nu førte ham bort greb de fat i Simon, en mand fra Kyrene, som var på vej ind fra landet, og de lagde marterpælen på ham for at han skulle bære den bag efter Jesus.“ (Lukas 23:26) Bar Jesus marterpælen, eller bar Simon den for ham?
23 Til at begynde med bar Jesus den åbenbart selv, sådan som Johannes siger. Men senere blev Simon fra Kyrene, sådan som Mattæus, Markus og Lukas fortæller, tvunget til at bære den for ham resten af vejen ud til henrettelsespladsen.
Viser at vidnerne er uafhængige
24. Hvorfor undrer det os ikke at vi finder nogle tilsyneladende uoverensstemmelser i Bibelen, og hvilken slutning bør vi ikke drage?
24 Det er sandt at der er nogle tilsyneladende uoverensstemmelser i Bibelen som er vanskelige at løse. Men det behøver ikke at være direkte modsigelser. Ofte er forklaringen blot den at nogle oplysninger er udeladt. Bibelen indeholder tilstrækkeligt til at dække vort åndelige behov. Hvis den skulle oplyse alle detaljer ved hver eneste begivenhed den omtaler, ville den blive et uhåndterligt bibliotek i stedet for den handige, overkommelige bog vi har i dag.
25. Hvad siger Johannes om beretningen om Jesu tjeneste, og hvordan hjælper dette os til at forstå hvorfor Bibelen ikke oplyser alle detaljer ved hver eneste begivenhed?
25 Om Jesu tjeneste skrev apostelen Johannes med en berettiget overdrivelse: „Der er også mange andre ting som Jesus gjorde, og hvis de blev skrevet ned i alle detaljer kunne hele verden — formoder jeg — ikke rumme de skriftruller der blev skrevet.“ (Johannes 21:25) Det ville være endnu mere umuligt at nedskrive alle detaljer i Guds folks lange historie fra patriarkerne frem til den kristne menighed i det første århundrede!
26. Hvad indeholder Bibelen oplysninger nok til at vi kan se?
26 Bibelen er et mesterligt eksempel på sammentrængningens kunst. Den er kortfattet, men indeholder dog så mange oplysninger at vi kan se at den ikke er menneskeværk. Afvigelserne viser at skribenterne var uafhængige vidner, og den enestående harmoni i Bibelen — som vi vil behandle nærmere i et senere kapitel — udelukker enhver tvivl om dens guddommelige oprindelse. Den er Guds ord, ikke menneskers.
[Studiespørgsmål]
[Tekstcitat på side 89]
Tilsyneladende uoverensstemmelser i Bibelen viser at skribenterne virkelig var uafhængige vidner
[Tekstcitat på side 91]
Påståede modsigelser forsvinder ofte når man læser sammenhængen
[Ramme på side 93]
„Uoverensstemmelser“ behøver ikke at være selvmodsigelser
Teologen Kenneth S. Kantzer gav engang et eksempel på hvordan to beretninger om samme hændelse kan synes modstridende og alligevel begge være sande. Han skrev: „For nogen tid siden blev moderen til en af vore nære venner dræbt. Vi hørte først om hendes død gennem en fælles ven, som fortalte os at hun havde stået på et gadehjørne og ventet på en bus, da hun var blevet ramt af en anden bus som kørte forbi, hvorved hun blev dødeligt kvæstet og døde få minutter senere.“
Kort efter fik teologen en helt anden rapport. Han fortæller: „Af den afdødes barnebarn hørte vi at hun havde været impliceret i et sammenstød, var blevet kastet ud af bilen og var blevet dræbt på stedet. Drengen var helt sikker på at det var rigtigt.
Langt senere . . . forsøgte vi at finde ud af sammenhængen. Det viste sig at bedstemoderen havde ventet på en bus, var blevet ramt af en anden bus og var kommet alvorligt til skade. Hun var blevet taget op af en forbipasserende bil, som kørte i fuld fart af sted mod hospitalet, men undervejs stødte den sammen med en anden bil. Hun blev kastet ud af bilen og dræbt på stedet.“1
Ja, to beretninger om samme begivenhed kan begge være sande, selv om de ikke synes at stemme overens. Også i Bibelen er der eksempler på at uafhængige vidner beskriver forskellige detaljer ved samme begivenhed. Men i stedet for at modsige hinanden supplerer de hinanden, og hvis vi sammenholder de forskellige beretninger får vi et mere fuldstændigt billede af hvad der er foregået.
