Et ord der bogstaveligt betyder “fire bogstaver” (fra det græske tetra-, der betyder “fire”, og gramma, der betyder “bogstav”). Ordet henviser til de fire hebraiske konsonanter יהוה (skrevet fra højre mod venstre) der står for Guds navn.

Tetragrammet forekommer næsten 7.000 gange i De Hebraiske Skrifter. På dansk translittereres det JHWH. Ligesom alle andre ord på oldhebraisk blev tetragrammet skrevet uden vokaler. Jøderne i oldtiden føjede selv vokallydene til når de læste, men i dag ved vi ikke hvilke vokaler der blev brugt. Nogle mener at navnet blev udtalt “Jahve”, men andre mener at det blev udtalt med tre stavelser. “Jehova” er den form af navnet der er bedst kendt, og som har en lang tradition på mange sprog.

Flere bibelforskere mener at Guds navn kommer fra et hebraisk udsagnsord der betyder “at blive”, og at det afspejler den kausative form af det udsagnsord. Vi kan ikke være dogmatiske med hensyn til hvad Guds navn betyder, men definitionen “Han får til at blive” passer godt til Jehovas rolle som den der har skabt alting og gennemfører sin hensigt. Han har ikke kun fået det fysiske univers og intelligensvæsner til at eksistere, men i takt med at begivenhederne udspiller sig, fortsætter han med at få sin vilje og hensigt til at blive gennemført. – Yderligere detaljer om hvad Guds navn betyder, findes i Tillæg A4, “Guds navn i De Hebraiske Skrifter”.