En skriftform der bestod af afrundede og adskilte store bogstaver. Generelt var der ikke mellemrum mellem ordene, og man gjorde ikke meget brug af accenttegn og tegnsætning. Udtrykket kan også anvendes om et håndskrift med denne stil. Denne skriftform var almindeligt udbredt blandt afskrivere af græske bibelhåndskrifter mellem det fjerde og det niende århundrede e.v.t.

De vigtigste uncialhåndskrifter er skrevet på pergament, og de omfatter: Codex Sinaiticus, Codex Alexandrinus, Codex Vaticanus, Codex Ephraemi Syri rescriptus og Codex Bezae Cantabrigiensis. På grund af deres alder og kvalitet bliver de græske uncialhåndskrifter regnet blandt de mest værdifulde håndskrifter i forbindelse med at fastlægge teksten i Septuaginta og De Kristne Græske Skrifter.