dem: Eller “deres sjæle”. – Se Tillæg A2 og Ordforklaring: “Sjæl”.

gøre undere: Eller “give varsler”. I De Kristne Græske Skrifter anvendes det græske ord teras konsekvent sammen med semeion (“tegn”), og begge udtryk i flertalsform. (Mt 24:24; Joh 4:48; ApG 7:36; 14:3; 15:12; 2Kt 12:12) Ordet teras betegner grundlæggende enhver handling eller ethvert fænomen der vækker ærefrygt eller undren. Men hvor det er tydeligt at ordet refererer til noget der vil ske i fremtiden, bliver den alternative oversættelse “varsel” angivet i en studienote.

Jehova gav dem kraft til at tale frimodigt: Bogst.: “de forkyndte med frimodighed på Herren”. (Se Tillæg C). Ud fra sammenhængen i ApG 14:3 kan man udlede at forholdsordet epi (“på”) beskriver årsagen til, eller grundlaget for, at disciplene talte frimodigt. Resten af verset viser at Gud bekræftede, eller gav vidnesbyrd om, at det de forkyndte, virkelig var hans ord, og at han godkendte og støttede det de gjorde. (Se også ApG 4:29-31). Det græske udtryk for “på Herren” findes også i Septuaginta i udtryk hvor tetragrammet står i den hebraiske grundtekst. (Sl 31:6 [30:7, LXX]; Jer 17:7) I tråd med dette mener nogle at udtrykket også indeholder tanken om at tale “i tillid til Jehova”. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 14:3.

og undere: Eller “og give varsler”. – Se studienote til ApG 2:19.

forklarede: Det græske ord diermeneuo kan bruges i betydningen “at oversætte fra et sprog til et andet”. (1Kt 12:30) Men det betyder også “at klargøre betydningen; at forklare fuldt ud”. I dette vers er der tale om at Jesus forklarede hvad profetierne betød.

Zeus: Se Ordforklaring.

Hermes: En græsk gud som man mente var gudernes sendebud og søn af Zeus. Han blev anset for at være de mytologiske heltes kloge rådgiver og blev betragtet som guden for handel, veltalenhed, idræt, søvn og drømme. Fordi Paulus førte ordet, troede indbyggerne i den romerske by Lystra at Paulus i virkeligheden var guden Hermes. Interessant nok er flere ord i Bibelens grundtekst relateret til navnet Hermes, og de bruges om det at oversætte eller forklare noget. (Eksempler på dette er det græske udsagnsord hermeneuo, der bliver gengivet med “oversættes” i Joh 1:42 og med “betyder” i He 7:2. I 1Kt 12:10 og 14:26 forekommer navneordet hermenia, der på dansk bliver gengivet med to bøjninger af udsagnsordet “oversætte”. Se også studienote til Lu 24:27). Blandt de arkæologiske fund der er blevet gjort i nærheden af oldtidsbyen Lystra, er en statue af guden Hermes, og i samme område er der blevet fundet et alter viet til Zeus og Hermes. Romerne identificerede Hermes med deres gud for handel, Merkur.

kranse: Præsten ved Zeustemplet havde måske til hensigt at sætte disse kranse på hovedet af Paulus og Barnabas, sådan som man nogle gange gjorde på afguder, eller måske var de tiltænkt præsterne selv eller de dyr der skulle ofres. Kransene var som regel bundet af løv og blomster, men nogle blev også lavet af uld.

disciplene: Eller “disciplenes sjæle”. – Se Tillæg A2 og Ordforklaring: “Sjæl”.

lagde de hænderne på dem: I De Hebraiske Skrifter kunne det at man lagde hænderne på et menneske eller et dyr, have mange forskellige betydninger. (1Mo 48:14; 3Mo 16:21; 24:14) I forbindelse med mennesker var det som regel en handling der skulle vise at personen fik en særlig anerkendelse eller blev udnævnt til en særlig opgave. (4Mo 8:10) For eksempel lagde Moses hænderne på Josva for at anerkende ham som sin efterfølger. Josva blev på den måde “fyldt med visdom” til at lede Israel på en god måde. (5Mo 34:9) I beretningen der er nedskrevet her i ApG 6:6, lagde apostlene deres hænder på de mænd de udnævnte til at tage sig af ansvarsopgaver. Men apostlene gjorde det først efter at have bedt og viste på den måde at de ønskede at lade sig lede af Gud. Senere udnævnte ældsterådet i en menighed Timotheus til at varetage en særlig tjenesteopgave ved at lægge hænderne på ham. (1Ti 4:14) Timotheus fik også myndighed til at udnævne andre ved at lægge hænderne på dem, men først efter at han omhyggeligt havde vurderet om de var kvalificerede. – 1Ti 5:22.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25; ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Her henviser det til den jødiske nations ledere, der ofte nævnes sammen med de øverste præster og de skriftlærde. Sanhedrinet bestod af mænd fra disse tre grupper. – Mt 21:23; 26:3, 47, 57; 27:1, 41; 28:12; se Ordforklaring: “Ældste; ældre mand”.

udnævnte: Her viser Bibelen at det var rejsende tilsynsmænd, i det her tilfælde Paulus og Barnabas, der udnævnte ældste. De foretog udnævnelserne efter at have bedt og fastet, hvilket understregede hvor alvorligt de så på det. Titus og Timotheus bliver også omtalt som nogle der var med til at udnævne mænd til “ældste” i menighederne. (Tit 1:5; 1Ti 5:22) Det græske ord der her gengives med “udnævnte”, cheirotoneo, betyder bogstaveligt “at udstrække, udrække hånden eller at række hånden op”. Det har fået nogle til at mene at de ældste blev valgt af menigheden ved håndsoprækning. Men dette græske ord bruges også i en bredere betydning, hvor det ikke siger noget om hvordan udnævnelserne foregik. Den jødiske historiker Josefus fra det første århundrede bekræfter i sit værk Antiquities of the Jews, 6. bog, kap. 4 og 13 (Loeb 6:54 og 6:312), at udtrykket kan have denne betydning, for han bruger det samme græske udsagnsord til at beskrive Guds udnævnelse af kong Saul. Kong Saul blev ikke valgt til embedet ved håndsoprækning, for det fremgår af Bibelen at profeten Samuel hældte olie ud over hans hoved og sagde: “Jehova har salvet dig til at være leder.” Saul blev altså udnævnt af Jehova Gud. (1Sa 10:1) Desuden viser den græske grammatik i ApG 14:23 at det var apostlene Paulus og Barnabas, ikke menigheden, der foretog udnævnelserne (bogst.: “udrakte hænderne”). I andre tilfælde lagde apostlene eller andre helt bogstaveligt hænderne på kvalificerede mænd der skulle varetage ansvarsopgaver i menigheden. Det var en handling der var et udtryk for bekræftelse, godkendelse eller udnævnelse. – Se også studienote til ApG 6:6.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation, selvom udtrykket nogle gange også henviser til mænd der i bogstavelig forstand er oppe i årene. (Se studienote til Mt 16:21). Ligesom ældre, modne mænd havde ansvaret for ledelsen og forvaltningen i lokalsamfundene i fortidens Israel, var der åndeligt modne mænd der tjente i de kristne menigheder i det første århundrede e.v.t. (1Ti 3:1-7; Tit 1:5-9) Selvom Paulus og Barnabas var “udsendt af den hellige ånd” på denne missionsrejse, sørgede de stadig for at bede og faste før de foretog udnævnelser. Derefter “overgav” de disse ældste “til Jehova”. (ApG 13:1-4; 14:23) Ud over Paulus og Barnabas bliver Titus og også Timotheus omtalt som nogle der var med til at udnævne mænd til “ældste” i menighederne. (Tit 1:5; 1Ti 5:22) Der findes ingen beretning om at menighederne foretog sådanne udnævnelser på egen hånd. I menighederne i det første århundrede tjente et antal ældste åbenbart sammen som et ‘ældsteråd’. – 1Ti 4:14; Flp 1:1.

de overgav dem til Jehova: Eller “de betroede dem til Jehova”. Det græske udsagnsord der her er oversat med “overgav”, bliver også anvendt i den græske grundtekst i ApG 20:32, hvor Paulus siger til de ældste fra Efesos at han ønsker at Gud må beskytte dem (eller “at han betror dem til Gud”), og i Lu 23:46, som en gengivelse af Jesus’ ord: “Far, i dine hænder betror jeg min ånd.” Det er et citat fra Sl 31:5, hvor der i Septuaginta (30:6, LXX) anvendes det samme græske ord for “betror”, og hvor Guds navn forekommer i umiddelbar nærhed i den originale hebraiske tekst. Tanken om at betro sig selv, at overgive sig selv, til Jehova kommer til udtryk flere gange i De Hebraiske Skrifter. – Sl 22:8; 37:5; Ord 16:3; se Tillæg C3 introduktion; ApG 14:23.

Jehovas ord: Baggrunden for dette udtryk findes i De Hebraiske Skrifter, hvor det forekommer som en kombination af Guds navn og et hebraisk ord der betyder “ord”. På grundsproget forekommer udtrykket “Jehovas ord” i omkring 200 vers. (Eksempler på det findes i 2Sa 12:9; 24:11; 2Kg 7:1; 20:16; 24:2; Esa 1:10; 2:3; 28:14; 38:4; Jer 1:4; 2:4; Eze 1:3; 6:1; Ho 1:1; Mik 1:1; Zak 9:1). Dette udtryk forekommer i Zak 9:1 i en tidlig udgave af Septuaginta, der blev fundet i Israel ved Nahal Hever i Judæas ørken tæt på Det Døde Hav, og her efterfølges det græske ord logos af Guds navn skrevet med oldhebraiske bogstaver (). Dette fragment er dateret til mellem 50 f.v.t. og 50 e.v.t. Grundene til at Ny Verden-Oversættelsen bruger udtrykket “Jehovas ord” i hovedteksten selvom der i mange græske håndskrifter af ApG 8:25 står “Herrens ord”, bliver forklaret i Tillæg C3 introduktion; ApG 8:25.

ordet: Ifølge håndskrifterne er der her godt belæg for læsemåden “ordet” (ton logon), og i de fleste oversættelser i dag er det gengivet på den måde. Men i andre græske håndskrifter står der “Herrens ord” (ton logon tou Kyriou; se Tillæg C og studienote til ApG 8:25), og i nogle få håndskrifter fra oldtiden står der “Guds ord”. Derudover er der mindst to oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J^17, 28 i Tillæg C4) der anvender Guds navn her, og det kan gengives med “Jehovas ord”.

gjort det muligt for nationerne at tage imod troen: Bogst.: “åbnet troens dør for nationerne”. Jehova åbnede denne symbolske dør ved at give folk fra nationerne, eller ikkejøder, mulighed for at få tro. I bibelsk forstand indeholder det at få tro tanken om at opdyrke en tillid der fører til at man handler i lydighed. (Jak 2:17; se studienote til Joh 3:16). Paulus anvendte ordet “dør” i overført betydning tre gange i sine breve. – 1Kt 16:9; 2Kt 2:12; Kol 4:3.

tror på ham: Det græske udsagnsord pisteuo (beslægtet med navneordet pistis, der normalt oversættes med “tro”) har grundbetydningen “at tro”, men det kan udtrykke forskellige betydningsnuancer alt efter sammenhængen og den grammatiske opbygning. Der ligger mere i betydningen af dette udtryk end blot det at tro på eller anerkende at nogen eksisterer. (Jak 2:19) Det indbefatter en tro og tillid der fører til at man handler i lydighed. I Joh 3:16 bruges det græske udsagnsord pisteuo sammen med forholdsordet eis, “mod”. En bibelkommentator har sagt følgende om det græske udtryk: “Tro opfattes som noget aktivt, som noget man gør; man retter sin tro mod nogen.” (An Introductory Grammar of New Testament Greek, Paul L. Kaufman, 1982, s. 46) Jesus henviser tydeligvis til et liv karakteriseret af tro, ikke bare en enkelt handling i tro. I Joh 3:36 står det lignende udtryk “den der tror på Sønnen” som en kontrast til “den der ikke adlyder Sønnen”. “At tro” indbefatter altså i den sammenhæng at man viser sin stærke tro ved at være lydig.