Apostlenes Gerninger 9:1-43
Fodnoter
Studienoter
Saulus: Se studienote til ApG 7:58.
ypperstepræsten: Dvs. Kajfas. – Se studienote til ApG 4:6.
breve: I det første århundrede e.v.t. var folk afhængige af breve fra pålidelige afsendere som introducerede dem for en fremmed der ankom, og bekræftede hans eller hendes identitet eller bemyndigelse. (Ro 16:1; 2Kt 3:1-3) Nogle jøder i Rom omtalte denne form for kommunikation. (ApG 28:21) De breve som Saulus bad ypperstepræsten om at skrive til synagogerne i Damaskus, gav ham bemyndigelse til at arrestere de jødiske kristne i denne by. (ApG 9:1, 2) I brevene som Saulus fik med sig, bad ypperstepræsten åbenbart synagogerne i Damaskus om at samarbejde med Saulus i hans forfølgelseskampagne mod de kristne.
Damaskus: Byen, der ligger i nutidens Syrien, siges at være en af de ældste byer i verden som har været beboet lige siden sin grundlæggelse. Det er muligt at patriarken Abraham passerede eller rejste igennem denne by, der lå i Aram, da han var på vej sydover mod Kanaan. På et tidspunkt blev Eliezer, “en mand fra Damaskus”, en del af Abrahams husstand som tjener. (1Mo 15:2) Næsten tusind år senere dukker Damaskus igen op i den bibelske beretning. (Se Ordforklaring: “Aram; aramæere”). På dette tidspunkt lå aramæerne i krig med Israel, og der opstod et fjendtligt forhold mellem de to nationer. (1Kg 11:23-25) I det første århundrede var Damaskus en del af den romerske provins Syrien, og i byen var der en jødisk befolkning, der måske var på omkring 20.000, og adskillige synagoger. Grunden til at Saulus udså sig de kristne i Damaskus som mål, var måske at byen lå ved et vigtigt trafikknudepunkt i regionen og han derfor frygtede at de kristnes lære hurtigt kunne sprede sig fra denne by. – Se Tillæg B13.
Vejen: En betegnelse der bruges i Apostlenes Gerninger om den kristne livsform og om den kristne menighed i det første århundrede. Den stammer muligvis fra Jesus’ udtalelse i Joh 14:6: “Jeg er vejen.” De der blev Jesus’ disciple, blev omtalt som nogle der tilhørte “Vejen”, i den betydning at de fulgte samme vej som Jesus og efterlignede ham i deres liv. (ApG 19:9) Jesus’ liv var centreret om tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova. For de kristne havde troen på Jesus Kristus desuden en central plads. På et tidspunkt efter år 44 e.v.t., i Antiokia i Syrien, blev Jesus’ disciple “ved Guds ledelse for første gang ... kaldt kristne”. (ApG 11:26) Men selv efter at de havde fået denne betegnelse, omtaler Lukas menigheden som “Vejen” og “denne Vej”. – ApG 19:23; 22:4; 24:22; se studienoter til ApG 18:25; 19:23.
hørte lyden af en stemme: I ApG 22:6-11 beskriver Paulus selv sin oplevelse på vejen til Damaskus. Når man sammenholder hans udtalelse med denne beretning, får man et mere detaljeret billede af det der skete. Det er det samme græske ord der bruges i begge beretninger, men grammatikken er forskellig. Det græske ord fone kan både oversættes med “lyd” og “stemme”. Her i verset står ordet i ejefald, og af den grund er det oversat med “lyden af en stemme”. (I ApG 22:9 står det samme græske ord i genstandsfald og er oversat med “stemme”). Det ser derfor ud til at mændene der var sammen med Paulus, hørte lyden af en stemme, men ikke var i stand til at høre og forstå de ord der blev sagt. De hørte altså ikke stemmen på samme måde som Paulus gjorde. – ApG 26:14; se studienote til ApG 22:9.
den gade der kaldes Den Lige: Denne gade er den eneste der omtales ved navn i De Kristne Græske Skrifter. Man mener at den var en hovedfærdselsåre der løb fra Ø til V gennem Damaskus, som i det første århundrede e.v.t. var anlagt med gader der krydsede hinanden i rette vinkler. Gaden var omkring 1,5 km lang og 26 m bred, inklusive fortove, og muligvis flankeret af søjler. I dag er der stadig en befærdet hovedgade der hvor oldtidens Via Recta, eller Den Lige Gade, lå, i den gamle bydel i Damaskus.
i et syn: Disse ord findes i flere gamle håndskrifter.
arrestere: Eller “fængsle”. Bogst.: “binde; lægge i lænker”, underforstået i et fængsel. – Se også Kol 4:3.
Israels sønner: Eller “Israels folk; israelitterne”. – Se Ordforklaring: “Israel”.
en kurv: Lukas bruger her det græske ord sfyris, som også bruges i Matthæus- og Markusevangeliet om de syv kurve hvori man samlede det der var blevet tilovers efter at Jesus havde sørget for mad til 4.000 mænd. (Se studienote til Mt 15:37). Ordet betegner en stor kurv. Da Paulus fortalte om sin flugt i brevet til menigheden i Korinth, brugte han ordet sargane, som betegner en kurv flettet af reb eller kviste. Begge græske ord kan bruges om den samme type kurv. – 2Kt 11:32, 33.
gik omkring: Eller “fortsatte sit daglige liv”. Bogst.: “gik ind og ud”. Dette udtryk stammer fra et semitisk idiom der indeholder tanken om frit at udføre dagligdags aktiviteter eller at være sammen med andre uden at blive hindret. – Se også 5Mo 28:6, 19; Sl 121:8, fdn; se studienote til ApG 1:21.
de græsktalende jøder: Bogst.: “hellenisterne”. Der var højst sandsynligt tale om jøder der kommunikerede på græsk i stedet for hebraisk. Disse jøder var formentligt kommet til Jerusalem fra forskellige dele af det romerske rige. I ApG 6:1 bliver udtrykket anvendt om kristne, men sammenhængen viser at der her i ApG 9:29 er tale om græsktalende jøder som ikke var disciple af Kristus. Theodotus-indskriften, der er fundet på Ofelhøjen i Jerusalem, indeholder vidnesbyrd om at der var mange græsktalende jøder som kom til Jerusalem. – Se studienote til ApG 6:1.
dyb respekt for Jehova: Eller “frygt for Jehova”. Dette udtryk findes mange steder i De Hebraiske Skrifter som en kombination af det hebraiske ord for “frygt” og tetragrammet. (Nogle eksempler findes i 2Kr 19:7, 9; Sl 19:9; 111:10; Ord 2:5; 8:13; 9:10; 10:27; 19:23; Esa 11:2, 3). Men udtrykket “frygt for Herren” forekommer ikke noget sted i De Hebraiske Skrifter. Grunden til at Ny Verden-Oversættelsen her anvender Guds navn i hovedteksten selvom der i de fleste græske håndskrifter står “frygt for Herren” i ApG 9:31, bliver forklaret i Tillæg C1 og C3 introduktion; ApG 9:31.
Tabitha: Det aramæiske navn Tabitha betyder “gazelle” og svarer åbenbart til et hebraisk ord (tsevijah) der betyder “hungazelle”. (Høj 4:5; 7:3) Det græske navn Dorkas betyder også “gazelle”. I Joppe, en havneby der havde en blandet befolkning med både jøder og ikkejøder, kan Tabitha have været kendt under begge navne, alt efter hvilket sprog der blev talt. Eller måske har Lukas oversat navnet som en hjælp for ikkejødiske læsere.
gaver til de fattige: Eller “barmhjertighedsgaver”. Se Ordforklaring.
kapper: Eller “yderklædninger”. Det græske ord himation ser ud til her at hentyde til en løsthængende kappe, men ellers var det som regel bare et enkelt rektangulært stykke stof.
Tabitha, stå op!: Peter fulgte en fremgangsmåde der mindede om den Jesus brugte da han oprejste Jairus’ datter. (Mr 5:38-42; Lu 8:51-55) Det er den første beretning hvor en apostel oprejser en der er død, og begivenheden førte til at mange i hele Joppe fik tro. – ApG 9:39-42.
en garver der hed Simon: Se studienote til ApG 10:6.
Medieindhold
I det første århundrede e.v.t. så byen Damaskus sikkert ud som på kortet der vises her. Byen var et vigtigt handelscentrum, og vandet fra floden Barada (Abana i 2Kg 5:12) gjorde at området omkring byen var som en oase. Damaskus havde flere synagoger. Saulus kom til byen fordi han ville arrestere “alle dem han fandt som tilhørte Vejen”, et udtryk der blev brugt til at beskrive Jesus’ disciple. (ApG 9:2; 19:9, 23; 22:4; 24:22) Men på vej mod Damaskus viste den herliggjorte Jesus sig for Saulus. Efter det blev Saulus noget tid i Damaskus ved en mand der hed Judas, og som boede på den vej der blev kaldt “Den Lige”. (ApG 9:11) I et syn bad Jesus disciplen Ananias om at tage hen til Judas’ hus for at give Saulus synet tilbage, og senere blev Saulus døbt. Så i stedet for at arrestere de jødiske kristne blev Saulus selv en af dem. Han begyndte sin tjeneste som forkynder af den gode nyhed i Damaskus’ synagoger. Efter at have rejst til Arabien og igen til Damaskus vendte Saulus tilbage til Jerusalem, tilsyneladende omkring år 36 e.v.t. – ApG 9:1-6, 19-22; Ga 1:16, 17.
A. Damaskus
1. Vejen til Jerusalem
2. Vejen der kaldes Den Lige
3. Agoraen
4. Jupitertemplet
5. Teater
6. Musikteater (?)
B. Jerusalem
Et sted i nærheden af Damaskus bliver Saulus blændet af et stærkt lys, og han falder til jorden. Han hører en stemme sige: “Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig?” (ApG 9:3, 4; 22:6-8; 26:13, 14) Saulus havde planer om at arrestere Jesus’ disciple i Damaskus og føre dem bundne til Jerusalem så de kunne komme for retten, men det sætter Jesus en stopper for. Saulus’ rejse på omkring 240 km fra Jerusalem får et helt andet udfald end han havde forventet. Det budskab Saulus (senere kendt under sit romerske navn, Paulus) får af Jesus, forvandler ham fra at være en nidkær forfølger af de kristne til en af kristendommens modigste forkæmpere. Paulus’ flittige forkyndelse bliver detaljeret beskrevet i bogen Apostlenes Gerninger.
Tarsus, den by Saulus (senere apostlen Paulus) blev født i, var den vigtigste by i Kilikien, en provins i det sydøstlige hjørne af Lilleasien, der i dag er en del af Tyrkiet. (ApG 9:11; 22:3) Tarsus var en stor og rig handelsby der var strategisk placeret ved en vigtig handelsrute over land fra Ø mod V gennem Taurusbjergene og De Kilikiske Porte (en smal kløft med en vej der skar sig gennem klippen, og hvor der var plads til vognkørsel). Byen havde også en havn der forbandt Kydnosfloden med Middelhavet. Tarsus var center for græsk kultur og havde et stort samfund af jøder. Dette foto viser nogle af de ruiner der er tilbage i nutidsbyen af samme navn, og som ligger omkring 16 km fra det sted hvor Kydnosfloden munder ud i Middelhavet. I løbet af byens historie har flere berømte personer besøgt Tarsus, deriblandt Marcus Antonius, Kleopatra, Julius Cæsar og en del kejsere. Den romerske politiker og forfatter Cicero var byens statholder fra 51 til 50 f.v.t. I det første århundrede e.v.t. var Tarsus kendt for sine mange højere læreanstalter, og ifølge den græske geograf Strabon overgik byen både Athen og Alexandria på dette område. Med god grund beskrev Paulus byen som “en ikke ukendt by”. – ApG 21:39.
Det omfattende romerske vejsystem hjalp de første kristne til at forkynde den gode nyhed i hele det romerske rige. Apostlen Paulus rejste uden tvivl mange kilometer på disse veje. (Kol 1:23) Tegningen der vises her, illustrerer hvordan man typisk anlagde en romersk vej belagt med sten. Først markerede man hvor vejen skulle være. Dernæst gravede man en grøft og fyldte den med forskellige slags vejunderlag bestående af sten, cement og sand. Så brolagde man vejen med store stenfliser og satte kantsten i siderne for at holde belægningen på plads. De materialer der blev brugt, og vejens buede form ledte vandet væk fra vejen. Der var lavet åbninger i kantstensbelægningen hvor vandet kunne løbe ud i render langs vejen. Arbejdet blev så godt udført at nogle af disse veje stadig eksisterer i dag. De fleste veje i det romerske rige var dog ikke så fine. De mest almindelige veje bestod ganske enkelt af sammenpresset grus.
Den tekst der vises her, som er udhugget i en kalkstensplade der er 72 cm lang og 42 cm bred, er kendt som Theodotus-indskriften. Den blev opdaget i begyndelsen af 1900-tallet på Ofelhøjen i Jerusalem. Teksten, der står på græsk, henviser til Theodotus, en præst der “byggede synagogen for at Loven kan blive oplæst og der kan blive undervist i buddene”. Indskriften er blevet dateret til et tidspunkt før ødelæggelsen af Jerusalem i år 70 e.v.t. Den bekræfter at der boede græsktalende jøder i Jerusalem i det første århundrede e.v.t. (ApG 6:1) Nogle mener at indskriften omtaler “den synagoge der blev kaldt De Frigivnes”. (ApG 6:9) Indskriften nævner også at Theodotus, samt hans far og farfar, havde titlen archisynagogos (“synagogeforstander”), en titel der bliver brugt flere gange i De Kristne Græske Skrifter. (Mr 5:35; Lu 8:49; ApG 13:15; 18:8, 17) Indskriften nævner desuden at Theodotus byggede værelser til besøgende fra andre lande. Disse logier blev sandsynligvis brugt af besøgende jøder, især i forbindelse med de årlige højtider i Jerusalem. – ApG 2:5.
Denne video viser havnebyen Joppe der ligger på Middelhavskysten cirka midt imellem Karmels Bjerg og Gaza. Den bydel der i dag hedder Jaffa, blev i 1950 en del af Tel Aviv og ligger hvor den gamle by lå. Joppe lå på en stenet bakke omkring 35 m over havets overflade, og havneområdet består af en lav klipperevle omkring 100 m fra kysten. Tyrierne fik sejlet tømmer til Joppe fra Libanons skove til byggeriet af Salomons tempel. (2Kr 2:16) Senere da profeten Jonas ville flygte fra sin opgave, tog han med et skib fra Joppe der skulle til Tarshish. (Jon 1:3) I det første århundrede e.v.t. var der en kristen menighed i Joppe. I den var blandt andet Dorkas (Tabitha), som Peter oprejste. (ApG 9:36-42) Og det var i Joppe mens Peter var hos garveren Simon, at han fik det syn der forberedte ham på at forkynde for ikkejøden Cornelius. – ApG 9:43; 10:6, 9-17.
Nogle huse i Israel havde en øvre etage. Man kom op til dette rum via en stige eller en trætrappe indenfor eller en stentrappe eller stige udenfor. I et stort rum ovenpå, sikkert noget lignende det der ses her, fejrede Jesus påsken med sine disciple og indstiftede Herrens aftensmåltid. (Lu 22:12, 19, 20) På pinsedagen i år 33 var omkring 120 disciple åbenbart samlet i et rum ovenpå i et hus i Jerusalem da de blev fyldt med Guds ånd. – ApG 1:13, 15; 2:1-4.
På Bibelens tid var tøj noget af det vigtigste man ejede. Dorkas syede gavmildt “kapper og andet tøj” til dem der var enker. (ApG 9:39) Det græske ord der er oversat med “kappe” (chiton), henviser til en form for tunika, og det kan også gengives med “underklædning” (1). Ifølge græsk og romersk skik havde en mand almindeligvis en kort tunika på, mens en kvinde som regel bar en tunika der gik helt ned til anklerne. Det græske ord der er oversat med “tøj” (himation), kan også gengives med “yderklædning” (2), og det sigter til et stykke tøj som man normalt havde uden på tunikaen, eller underklædningen.