Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er det virkelig et træ?

Er det virkelig et træ?

Er det virkelig et træ?

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I AUSTRALIEN

DET er tykstammet og rundt. Det står i et tørt og barskt landskab og kan virke aparte eller ligefrem skummelt. Vi taler om det australske boabtræ, også kaldt flasketræet. I tørtiden hvor bladene er faldet af, ligner et fuldt udvokset boabtræ ikke et træ, men snarere en mærkelig skabning der strækker sine tentakler op mod himmelen. En af aboriginernes legender siger at træet på grund af en forbandelse blev vendt omvendt.

Når boabtræerne er unge, er de relativt slanke og attraktive. Men efterhånden som de ældes, bliver deres grå stamme tyk, bulet og arret. Boabtræer „ser ud som om de har en sygdom,“ skrev en opdagelsesrejsende ved navn George Grey i 1837. Hvorfor er boabtræer så anderledes end de fleste andre træer, og hvorfor er de både værdsat og elsket af befolkningen i afsidesliggende områder, blandt andet af aboriginerne?

Jo kortere des bedre

Boabtræet er naturligt hjemmehørende i Afrika, Madagaskar og det nordvestlige Australien. De fleste lande kalder det baobabtræet, men australierne har længe kaldt det boabtræet. De tidlige indbyggere kunne godt lide at forkorte navne — fordi der så var mindre sandsynlighed for at sluge de allestedsnærværende fluer, siger lokale humorister. Derfor forkortede de navnet baobab til boab, og det nye navn blev snart rodfæstet i sproget.

Boabtræet kaldes også ’døde rotters træ’. Hvorfor har det fået dette knap så flatterende navn? Fordi træets frugter på afstand ligner døde rotter der er hængt op i halen, og fordi blomsterne når de bliver beskadiget, hurtigt går i forrådnelse og frembringer en stank som af råddent kød. Når blomsterne er sunde, er de derimod store, hvide og velduftende.

Designet til at klare ekstremer

Boabtræet vokser i den afsidesliggende Kimberley-region i Western Australia og i nabostaten Northern Territory. I disse områder skifter årstiderne mellem regntiden, som er forholdsvis kort med voldsom monsunregn, og tørtiden.

Boabtræernes evne til at ’restituere’ sig er legendarisk. Ofte kan de leve i mange hundrede år. „Selvom et træ er blevet udhulet på grund af brand, eller har været udsat for ringning, * overlever det som regel, og efter at have repareret skaden, fortsætter det med at vokse,“ siger plantefysiologen D.A. Hearne. Han tilføjer: „Træet er så livskraftigt at medmindre det bliver fuldstændig ødelagt, vil det fortsat vokse på næsten normal vis.“ For eksempel blev et boabtræ der ventede på at blive sejlet til et andet land, sat i en tremmekasse, men overlevede ved at sende rødder ud gennem tremmerne og ned i den underliggende jord.

Boabtræer vokser ved stenede vandløb, på klippeskråninger eller på sandsletter og rager ofte højere op end de omkringstående træer. I Kimberley-regionen findes boabtræer som er over 25 meter høje, og næsten det samme i omkreds.

Hemmeligheden bag stammens tykkelse er vand. Boabtræet er blødt og fibrøst ligesom en svamp og kan oplagre store mængder væske. Når det har opsuget vand fra monsunregnen, kan man se stammen svulme op. I løbet af tørtiden vender træet langsomt tilbage til normal størrelse.

I de kolde vintermåneder overlever løvfældende træer ved at smide bladene. For boabtræets vedkommende sker det i den lange tørtid. Når den er ved at være forbi, begynder træet at blomstre, og nye blade vokser hurtigt ud. På grund af denne synlige bekendtgørelse af at regntiden nærmer sig, kalder de lokale somme tider boabtræet for kalendertræet.

Blomsterne springer kun ud om natten og holder blot nogle få timer. Allerede ved solopgang begynder de at visne. Blomsterne bliver til store græskarlignende frugter, som falder til jorden, revner og spreder deres frø.

Et livsopretholdende træ

Aboriginere i Kimberley-regionen har længe sat stor pris på boabtræets frø, blade, harpiks og rødder som vigtige fødekilder. Inden frøene tørrer ud, er de omgivet af blødt, hvidt frugtkød, som er ganske velsmagende. I tørketider tyggede aboriginerne stykker af det fibrøse træ samt træets rødder og fik derved værdifuld væske. Når regntiden havde givet rigeligt med vand, fandt de indfødte somme tider regnvand der havde samlet sig i hulrum i stammen og ved grenkraverne.

I 1856, da medlemmer af Augustus Gregorys ekspedition til Kimberley-regionen fik skørbug, kogte de frugtkødet fra boabfrugten og fik en god gele. På grund af frugtens rige indhold af C-vitamin genvandt mændene snart deres helbred.

Et vindue til fortiden

Før i tiden tjente boabtræerne som nyttige ’opslagstavler’ for såvel aboriginere som europæere. I 1820 lagde ekspeditionsskibet Mermaid til ved Kimberleys kyst for at blive repareret. Kaptajn Phillip Parker King havde af admiralitetet fået instrukser om at efterlade et uomtvisteligt bevis på at de havde været der. På stammen af et stort boabtræ udskar han derfor ordene „HMC Mermaid 1820“.

Træet, der blev kaldt ’Mermaid Tree’, havde dengang en omkreds på knap 9 meter. I dag er det over 12 meter i omkreds. Selvom inskriptionen nu er knap så tydelig, står den i dag som et minde om den tids opdagelsesrejsende. Man kan stadig se budskaber udskåret i andre gamle boabtræer, og turister fra hele verden har læst dem.

Da europæiske bosættere ankom til Kimberley-regionen, blev kæmpe boabtræer brugt som vejvisere, mødesteder og lejrpladser i dette fremmede land. Rejsende kvægopdrættere lod deres kvæg hvile under boabtræer der var smykket med farverige navne som Oriental Hotel, Club Hotel eller Royal Hotel.

I 1886 fik en tysk bosætter ved navn August Lucanus stjålet sin båd af fjendtlige aboriginere. Han og hans rejsefæller havde derfor en 100 kilometers vandretur foran sig til byen Wyndham. På deres vej var der vandløb og floder fyldt med krokodiller. Lucanus skrev senere at han og hans rejseselskab ud fra en tidligere opdagelsesrejsendes dagbog vidste hvor vedkommende havde lagt noget tømrerværktøj, nemlig under et stort boabtræ nær Pitt Springs. På det omtalte boabtræ havde den opdagelsesrejsende udskåret sine initialer. Forbløffende nok fandt mændene træet og værktøjet. De beretter at de „fældede et stort, fint boabtræ“ og på fem dage byggede en kano. Den flød godt, og alle kom sikkert hjem.

To af de bedst kendte boabtræer er de såkaldte Derby og Wyndham fængselstræer, begge opkaldt efter nærliggende byer. Populære folkesagn siger at disse udhulede kæmper — hver især store nok til at give husly til mange mennesker — blev brugt som fængsler i det 19. århundrede. Nogle af nutidens historikere sætter dog spørgsmålstegn ved denne påstand. Under alle omstændigheder er disse træer imponerende og populære hos turisterne.

Boabkunst

Førhen udskar folk billeder og budskaber på boabtræets stamme. Nu om dage skærer kunstnere der lever i fjerntliggende områder, ikke i træerne, men udøver deres kunst på de ægformede boabfrugter, som kan blive op til 25 centimeter lange og 15 centimeter brede.

Efter at have plukket en velegnet frugt fra træet bruger den lokale kunstner sin lommekniv til at udskære kunstfærdige billeder på den brune skal. Nogle af de populære motiver er dyrene i området, aborigineres jagtscener samt menneskeansigter og -skikkelser. Og disse kunstværker er ofte eftertragtede af samlere. Andre købere er turister og lokale butikker.

Sandt nok er boabtræet måske ikke så gigantisk som mammuttræet, så stateligt som poppeltræet eller så farverigt som ahorntræet om efteråret. Alligevel er dette hårdføre træ, på sin egen unikke måde, et værdifuldt aktiv for befolkningen i afsidesliggende områder. Det er til ære for Skaberen og måske en tilkendegivelse af at han har humoristisk sans.

[Fodnote]

^ par. 10 Ringning af et træ vil sige afskæring af en barkring hele vejen rundt om stammen. På den måde afskæres forsyningen af saft, hvorved træet som regel dør.

[Illustration på side 17]

Blomsterne springer ud om natten og visner efter nogle få timer

[Illustration på side 18]

Boabfrugt med et udskåret billede af en krave-agam