’Som at komme gennem et nåleøje’

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I AUSTRALIEN

DA BRITISKE opdagelsesrejsende i 1798 fandt Bass Strait, var det til stor glæde for mange skibskaptajner. Strædet adskiller øen Tasmanien fra hovedlandet Australien, så det betød at sørejsen fra England til Sydney blev 1100 kilometer kortere.

Det har dog vist sig at Bass Strait er en af de strækninger på havet der er farligst at besejle. Vestenvinde, stærk strøm og lavt vand med en gennemsnitsdybde på cirka 60 meter danner i forening et oprørt hav og vældige bølger. Dertil kommer de farlige skarpe rev ved King Island, som ligger midt i strædet ved det vestlige indløb.

Nu om dage er det ikke vanskeligt at komme igennem Bass Strait. Det var meget sværere dengang man kun havde sejlskibe og primitive navigationsredskaber. At sejle ind i strædet fra vest var en nervepirrende oplevelse der passende er beskrevet som ’at komme gennem et nåleøje’.

Følger storcirkelruten

I begyndelsen af det 19. århundrede tog det skibene op mod fem måneder at tilbagelægge de omkring 19.000 kilometer fra England til det østlige Australien, og sørejsen var alt andet end behagelig. Normalt var de hundreder af passagerer — hovedsagelig emigranter og straffefanger — stuvet sammen under dækket, hvor de havde elendige forhold. De var almindeligvis plaget af søsyge, fejlernæring, sygdom og utøj. Mange døde undervejs. * Men tanken om et bedre liv gav mange passagerer den styrke og udholdenhed der var nødvendig.

I 1852 fandt kaptajn James Forbes en kortere rute som vendte situationen til det bedre. I stedet for at følge den 39. breddegrad, som tilsyneladende var den korteste vej over det sydlige Indiske Ocean til Australien, tog James Forbes den såkaldte storcirkelrute fra England til det sydøstlige Australien som førte ham længere mod syd, mod Antarktis. * Trods isbjerge og store bølger kunne James Forbes, med 701 emigranter om bord, lægge skibet Marco Polo til kaj i Melbourne i Victoria efter kun 68 dage. Det var næsten en halvering af den hidtidige rejsetid. På en tid hvor guldfeberen lokkede mange til Victoria, var det kærkomment med en minimeret rejsetid. Nyheden om den hurtige sørejse fik tusinder til at begive sig ud på rejsen til Australien for at grave efter guld.

 Når skibene havde forladt England, var deres næste landkending Cape Otway, 16.000 kilometer borte. For at navigere brugte man en sekstant og forskellige tabeller til beregning af breddegrader, samt et kronometer sat til Greenwich-tid for at bestemme længdegrader. Lokal tid afgjorde man ud fra solens stilling. Hver timeforskel mellem lokaltid og Greenwich-tid svarede til 15 længdegrader. Ud fra de to målinger — breddegraden og længdegraden — kunne en dygtig navigatør fastslå sin position ret nøjagtigt.

Men tingene kunne gå galt. Skyer kunne dække for solen i dagevis. Og de første kronometre var ikke altid nøjagtige. Hvis man vandt eller mistede et sekund hver dag i tre måneder, kunne fartøjet komme op til 50 kilometer ud af kurs. I regn, tåge og mørke kunne fartøjer der afveg fra den rigtige kurs, sejle forbi indløbet til Bass Strait og forlise ved de klippefyldte kyster ud for King Island eller Victoria. Mange rejsende følte det uden tvivl som den kaptajn der ved synet af Cape Otway i sikker afstand udbrød: „Tak til Gud! Vi klarede skærene.“ At de fleste var i stand til at ’ramme nåleøjet’ uden uheld, viser hvor dygtige det 19. århundredes søfolk var. Nogle fartøjer var dog mindre heldige.

En skibskirkegård

Inden daggry den 1. juni 1878 sejlede clipperen Loch Ard gennem tyk tåge mod Victorias kystlinje. Tågen havde varet ved siden den foregående dag og hindret kaptajnen i at beregne sin nøjagtige position. Det viste sig at han var meget nærmere den australske kyst end han troede. Pludselig lettede tågen og blotlagde 90 meter høje skarpe klipper, kun en sømil borte. Besætningen arbejdede intenst på at få vendt skibet, men de var oppe imod vind og kraftig strøm. Inden der var gået en time, ramte Loch Ard med stor kraft en klippe, og et kvarter senere var den sunket.

Af de 54 ombordværende overlevede kun to — Tom Pearce, et besætningsmedlem, og Eva Carmichael, en passager, begge under 20 år. Tom lå i vinterens kolde vand i flere timer og klamrede sig til en redningsbåd der lå på hovedet. Endelig førte strømmen ham ind i en smal bugt mellem klipperne. Her så han en lille strand fyldt med vragdele og svømmede i sikkerhed. Eva kunne ikke svømme, så hun klamrede sig til noget vraggods i omkring fire timer før hun drev ind i den samme bugt. Da hun fik øje på Tom inde på stranden, råbte hun om hjælp. Tom sprang ud i brændingen, og efter at have kæmpet i en time, fik han den nu næsten bevidstløse Eva halet op på land. Hun beretter: „Han bragte mig ind i en uhyggelig hule omkring 50 meter fra stranden og fandt en kasse med cognac, slog hul på en flaske og lod mig drikke noget. Det fik mig til at komme mig lidt. Han samlede noget langt græs som jeg kunne ligge på. Jeg faldt snart hen i en bevidstløs tilstand som varede ved i nogle timer.“ Imens klatrede Tom op over klipperne og fik alarmeret nogle folk. Mindre end 24 timer efter Loch Ards forlis var Tom og Eva blevet bragt til en nærliggende farm. Eva havde mistet begge sine forældre og sine fem søskende — tre brødre og to søstre — ved forliset.

I dag sejler tusinder af fartøjer, store såvel som små, trygt gennem Bass Strait hvert år. Undervejs passerer de mere end hundrede registrerede skibsvrag. Turister kan besøge nogle  af de steder hvor skibsvragene ligger, som Loch Ard Gorge i Port Campbell National Park i Victoria. Disse steder tjener som et trist minde om de modige sjæle i det 19. århundrede som, efter at have sejlet halvvejs rundt om jorden, vovede sig igennem det sidste stykke — nåleøjet — i håb om en bedre tilværelse.

[Fodnoter]

[Ramme/​illustrationer på side 17]

HVORDAN GIK DET TOM OG EVA?

Tom Pearce og Eva Carmichael, de eneste der overlevede skibet Loch Ards forlis, blev øjeblikkelig berømte i Australien. „Aviserne bragte sensationelle historier om forliset, udråbte Tom Pearce til en helt, Eva Carmichael til en skønhed og forsøgte at få de to til at gifte sig,“ siger bogen Cape Otway — Coast of Secrets. Men skønt Tom friede, afslog Eva og vendte tre måneder senere tilbage til Irland. Der giftede hun sig og fik børn. Hun døde i 1934 i en alder af 73 år. Tom tog til søs igen og led straks efter skibbrud for anden gang. Igen overlevede han. Efter at have arbejdet som kaptajn på forskellige dampskibe døde han i 1909 som halvtredsårig.

[Kildeangivelse]

Begge fotografier: Flagstaff Hill Maritime Village, Warrnambool

[Diagram/​illustration på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

James Forbes sejlede skibet „Marco Polo“ (ovenover) fra England til Australien ved at følge den meget hurtigere storcirkelrute

[Diagram]

DEN GAMLE RUTE

39. breddegrad

STORCIRKELRUTEN

Den sydlige polarkreds

[Kort]

ATLANTERHAVET

DET INDISKE OCEAN

ANTARKTIS

[Kildeangivelse]

Fra avisen The Illustrated London News, 19. februar 1853

[Diagram/​kort på side 16, 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

At sejle ind i Bass Strait fra vest er beskrevet som ’at komme gennem et nåleøje’

[Kort]

AUSTRALIEN

VICTORIA

MELBOURNE

Port Campbell National Park

Cape Otway

Bass Strait

King Island

TASMANIEN

[Illustration på side 16]

„Loch Ard“ ramte med stor kraft en klippe, og et kvarter senere var den sunket

[Kildeangivelse]

La Trobe Picture Collection, State Library of Victoria

[Illustration på side 17]

I Port Campbell National Park kan man se (1) hvor „Loch Ard“ ramte en klippe og (2) den hule som Tom Pearce fandt

[Kildeangivelse]

Photography Scancolor Australia