Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

 STÅR DER EN DESIGNER BAG?

Gødningsbillens navigationsevne

Gødningsbillens navigationsevne

GØDNINGSBILLEN kan bruge ekskrementer til mange ting. Det er noget den spiser og lægger sine æg i. Og nogle af hannerne tilbyder hunnen et stort stykke i håb om at tiltrække hende. Der er hård konkurrence om den friske gødning. Forskere har engang iagttaget omkring 16.000 biller der myldrede hen til en bunke elefantgødning og fjernede den på kun to timer.

For at komme væk fra vrimlen former visse billearter et stykke af gødningen til en kugle, som de triller væk fra den store bunke og begraver i blød jord. Billen triller kuglen i en lige linje, for det er den hurtigste flugtvej, og derved mindsker den risikoen for at andre gødningsbiller stjæler kuglen.

Men hvordan undgår billen at gå i ring, især om natten?

Tænk over dette: Tidligere forskning har vist at gødningsbiller kan navigere efter lyset fra enten Solen eller Månen. Men de kan også bevæge sig i lige linje selv på klare nætter uden måneskin. Forskere i Sydafrika har opdaget at billerne gør dette, ikke ved at iagttage de enkelte stjerner, men ved at orientere sig efter striben af lys fra Mælkevejen. Ifølge tidsskriftet Current Biology er dette „det første dokumenterede eksempel på et dyr der orienterer sig efter Mælkevejen“.

Ifølge forskeren Marcus Byrne gør gødningsbiller „med begrænset beregningskraft brug af et effektivt visuelt navigationssystem der fungerer i selv det svageste stjernelys“. Han tilføjer at vi mennesker måske kan lære af billerne hvordan man løser komplekse problemer i forbindelse med at skelne genstande i svag belysning. For eksempel vil en drone muligvis kunne programmeres til at gennemsøge en sammenstyrtet bygning ved at efterligne gødningsbillens navigationssystem.

Hvad mener du? Er gødningsbillens navigationsevne et resultat af en evolution, eller står der en designer bag?

Vidste du det?

Gødningsbiller løsner jorden og giver den næring, spreder plantefrø og holder bestande af fluer nede.