Fortæl os lidt om din barndom.

Jeg blev født i Italien i 1943. Jeg voksede op sammen med mine brødre og søstre i en landsby hvor min far var landmand og snedker. Vores forældre opdrog os til at være gode katolikker.

Hvorfor ville du gerne være præst?

Som dreng holdt jeg meget af at lytte til præsterne i kirken. Jeg var fascineret af deres stemmer og de imponerende ritualer. Så jeg var virkelig opsat på at blive præst. Da jeg var 13, sendte min mor mig på en kostskole der forberedte drenge til senere at læse til præst.

Var studium af Bibelen en del af undervisningen?

Nej, faktisk ikke. Da jeg var 15, gav en af mine lærere mig et eksemplar af evangelierne – de historiske beretninger om Jesu liv og tjeneste – og jeg læste bogen adskillige gange. Da jeg var 18, rejste jeg til Rom for at læse på nogle af de pavelige universiteter, der hører direkte ind under pavens myndighed. Jeg studerede latin, græsk, historie, filosofi, psykologi og teologi. Selvom vi fremsagde vers fra Bibelen og lyttede til bibeloplæsninger under søndagsprædikenerne, havde vi ikke et egentligt studium af Bibelen.

Du blev rektor. Skulle du så undervise?

Mit arbejde var hovedsagelig administrativt. Men jeg underviste i Det andet Vatikankoncils dekreter.

Hvorfor begyndte du at tvivle på kirken?

Der var tre ting der nagede mig. Kirken blandede sig i politik. Den tolererede skammelig adfærd blandt præster og kirkemedlemmer. Og visse katolske læresætninger virkede forkerte. Kan det for eksempel være rigtigt at en kærlig Gud straffer folk i al evighed efter døden? Og vil Gud virkelig have at vi skal gentage vores bønner hundredvis af gange ved hjælp af en rosenkrans? *

Hvad gjorde du så?

Med tårer i øjnene bad jeg inderligt Gud om hjælp. Jeg købte også et eksemplar af den katolske Jerusalem-Bibel, som kort forinden var blevet udgivet på italiensk, og begyndte at læse den. En søndag formiddag da jeg var ved at hænge min præstedragt op efter messe, besøgte to mænd seminariet. De fortalte mig at de var Jehovas Vidner. Vi talte  sammen i over en time om Bibelen og hvad den siger kendetegner sand religion.

Hvilket indtryk fik du af dem?

Jeg beundrede deres stærke tro og hvor let det var for dem at finde rundt i en katolsk bibel. Senere begyndte et andet Jehovas Vidne, Mario, at besøge mig. Han var tålmodig og trofast – hver eneste lørdag morgen, i al slags vejr, stod han ved seminariet klokken ni og ringede på.

Hvad sagde de andre præster til disse besøg?

Jeg tilbød dem at være med i vores samtaler, men ingen af dem tog det at studere Bibelen seriøst. Jeg kunne derimod godt lide det. Jeg lærte nogle vidunderlige sandheder, som for eksempel hvorfor Gud tillader ondskab og lidelser – noget jeg længe havde grublet over.

Prøvede dine overordnede at tale dig fra at studere Bibelen?

I 1975 rejste jeg til Rom flere gange for at gøre rede for mine synspunkter. Mine overordnede forsøgte at få mig til at ændre mening, men ingen af dem brugte Bibelen. Den 9. januar 1976 skrev jeg til Rom for at meddele at jeg ikke længere betragtede mig selv som katolik. To dage senere forlod jeg seminariet og tog med tog for at være med til mit første møde hos Jehovas Vidner, hvilket viste sig at være et stævne hvor flere menigheder var til stede. Alt var helt anderledes end hvad jeg havde været vant til. Hvert eneste Vidne havde Bibelen fremme og lyttede opmærksomt til talerne når de behandlede forskellige emner.

Hvordan reagerede din familie på alt dette?

Jeg mødte stor modstand fra de fleste i familien. Men jeg fandt ud af at en af mine brødre studerede med Jehovas Vidner i Lombardiet, en region i det nordlige Italien. Jeg tog op for at besøge ham, og Vidnerne dér hjalp mig med at finde arbejde og et sted at bo. Senere samme år blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner.

Er der noget du fortryder?

Slet ikke! Endelig har jeg fået et nært forhold til Gud, for det jeg ved om ham, er baseret på Bibelen, ikke på filosofi eller kirketradition. Og nu kan jeg undervise andre med overbevisning og oprigtighed.