Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er sygdom og lidelser en straf fra Gud?

Er sygdom og lidelser en straf fra Gud?

LUZIA HALTER PÅ SIT VENSTRE BEN. Som barn fik hun polio, en meget smitsom sygdom der angriber centralnervesystemet. Da hun var 16 år, var der en kvinde hun arbejdede for, der sagde til hende: “Det er Gud der straffer dig med lammelse fordi du har været ulydig og led over for din mor.” Det er nu flere år siden, men hun husker stadig hvor meget det sårede hende.

DA DAMARIS FIK KONSTATERET KRÆFT I HJERNEN, spurgte hendes far hende: “Hvad har du gjort siden det her sker for dig? Du må have gjort noget meget slemt. Det er derfor Gud straffer dig.” Damaris var helt knust over hans kommentar.

Tanken om at sygdom er en straf fra Gud, går langt tilbage. I bogen Manners and Customs of Bible Lands står der at mange på Kristus’ tid troede at “sygdom skyldtes en synd den syge person, eller en i hans familie, havde begået, og at sygdommen blev sendt som en straf for den synd”. Og i middelalderen “troede nogle at Gud straffede mennesker for deres synder ved at ramme dem med plager”, siger bogen Medieval Medicine and the Plague. Vil det sige at det var Guds straf over onde mennesker da millioner i Europa døde af pesten i det 14. århundrede? Eller opstod pesten egentlig bare på grund af en bakteriel infektion, som forskere senere har fastslået? Nogle tror måske stadig at Gud gør brug af sygdom for at straffe mennesker for deres synder. *

TÆNK OVER DETTE: Hvis sygdom og lidelser var velfortjente straffe fra Gud, hvorfor helbredte hans Søn, Jesus, så syge mennesker? Ville det ikke svare til at han underminerede Guds retfærdige normer? (Matthæus 4:23, 24) Jesus ville aldrig nogensinde modarbejde Gud. Han sagde “Jeg gør altid det han synes om” og ‘Jeg gør som Faren har påbudt mig’. – Johannes 8:29; 14:31.

Bibelen siger direkte at Jehova Gud “aldrig er uretfærdig”. (5. Mosebog 32:4) Han ville for eksempel aldrig få et fly til at styrte ned og slå flere hundrede uskyldige mennesker ihjel bare for at straffe en af passagererne. Abraham, en af Guds trofaste tjenere, vidste at Gud er retfærdig, og at han ‘aldrig ville slå den retfærdige ihjel sammen med den onde’. Ja, Abraham sagde ligefrem at det ville være “utænkeligt”. (1. Mosebog 18:25) Bibelen siger også at ‘Gud afgjort ikke handler ondt’ eller ‘gør noget der er forkert’. – Job 34:10-12.

HVAD BIBELEN LÆRER OS OM SYGDOM OG LIDELSER

De ting vi kommer ud for, er ikke en straf fra Gud på grund af en synd vi har begået. Det gjorde Jesus klart da han og hans disciple mødte en mand der var født blind. “Hans disciple spurgte ham: ‘Rabbi, hvem har syndet, denne mand eller hans forældre, siden han er blevet født blind?’ Jesus svarede: ‘Hverken manden eller hans forældre har syndet.’” – Johannes 9:1-3.

Med de forkerte opfattelser der var udbredt dengang, må det virkelig have overrasket Jesus’ disciple at hverken den blinde mand eller hans forældre havde begået en synd der førte til hans ulykkelige situation. Jesus helbredte manden og viste dermed at tanken om at sygdom er en straf fra Gud, er direkte forkert. (Johannes 9:6, 7) Det er til stor trøst og opmuntring for alle der kæmper med alvorlige helbredsproblemer i dag, at vide at det ikke er Gud der står bag.

Hvis sygdom var en straf fra Gud, hvorfor helbredte Jesus så de syge?

Hvad Bibelen siger

  • “Gud kan nemlig ikke prøves med noget ondt, og selv prøver han heller ikke nogen med ondt.” (JAKOB 1:13) Gud vil tværtimod snart fjerne alle de onde ting der har plaget mennesker gennem tusinder af år, deriblandt sygdom, smerte og død.

  • Guds Søn, Jesus Kristus, “helbredte alle som var syge”. (MATTHÆUS 8:16) Ved at helbrede alle der kom til ham, viste han hvad Guds rige vil gøre for mennesker på hele jorden.

  • “Han [Gud] vil tørre alle tårer væk fra deres øjne, og døden vil ikke findes mere. Sorg, skrig og smerte vil heller ikke findes mere. Det som var før, er forsvundet.” – ÅBENBARINGEN 21:3-5.

HVEM HAR SKYLDEN?

Men hvad er så årsagen til al den sorg og smerte mennesker udsættes for? Det er et spørgsmål mennesker har spekuleret over i flere hundrede år. Hvis ikke det er Gud der har skylden, hvem er det så? Det kan du få svar på i den næste artikel.

^ par. 4 Der har ganske rigtigt været tilfælde på Bibelens tid hvor Jehova Gud har gjort brug af sygdom for at straffe mennesker for specifikke synder, men Bibelen siger ikke noget om at han i dag straffer mennesker med sygdomme eller tragedier.