Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad profeterne lærer os om Gud

Hvad profeterne lærer os om Gud

I fortiden brugte Gud profeter til at overbringe vigtige budskaber til menneskeheden. Viser disse budskaber noget om hvad vi skal gøre for at blive velsignet af Gud? Ja. Lad os se hvad vi kan lære af tre trofaste profeter.

ABRAHAM

Gud er upartisk og ønsker at velsigne alle mennesker.

Gud lovede profeten Abraham: “Alle jordens slægter vil blive velsignet gennem dig.” – ⁠1. Mosebog 12:3.

Hvad kan vi lære? Gud elsker mennesker meget højt og ønsker at velsigne alle på jorden der adlyder ham – ⁠mænd, kvinder og børn.

MOSES

Gud er barmhjertig og velsigner dem der gør noget for at lære ham at kende.

Med kraft fra Den Almægtige udførte profeten Moses store mirakler. Og alligevel bad han: “Lær mig dine veje for at jeg kan kende dig, og for at du kan blive ved med at godkende mig.” (2. Mosebog 33:13) Den bøn glædede Gud, og han velsignede Moses ved at give ham indsigt i sine egenskaber og sin måde at handle på. Moses lærte for eksempel at Skaberen er en “barmhjertig og medfølende Gud”. – ⁠2. Mosebog 34:6, 7.

Hvad kan vi lære? Gud ønsker at velsigne enhver der gør noget for at lære ham bedre at kende – ⁠uanset om man er mand, kvinde eller barn. I De Hellige Skrifter har han forklaret hvordan vi skal tilbede ham, og vist at han inderligt elsker os og ønsker at velsigne os.

JESUS

Jesus helbredte kærligt alle slags lidelser

Vi kan blive velsignet af Gud for evigt hvis vi lærer om Jesus og om det han gjorde og sagde.

Guds ord fortæller os mange detaljer om Jesus’ liv og lære. Jesus fik kraft fra Gud til at udføre mange utrolige mirakler, som at helbrede blinde, døve og lamme. Han oprejste endda mennesker fra de døde. De mirakler Jesus udførte, var en forsmag på de velsignelser Gud i fremtiden vil give hele menneskeheden del i. Jesus forklarede hvad vi hver især må gøre for at opleve disse velsignelser: “For at få evigt liv må de lære dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har sendt, Jesus Kristus.” – ⁠Johannes 17:3.

Jesus var medfølende, venlig og mild. Alle slags mennesker – ⁠mænd, kvinder, unge og gamle ⁠– følte sig draget af ham og tog imod hans varme invitation: “Lær af mig, for jeg er mild og ydmyg, og så vil I få ny styrke.” (Matthæus 11:29) Til forskel fra andre mænd i samfundet dengang behandlede Jesus kvinder med venlighed, værdighed og respekt.

Hvad kan vi lære? Jesus viste oprigtig kærlighed til andre, og han var et enestående eksempel på hvordan vi bør behandle hinanden.

JESUS ER IKKE GUD

De Hellige Skrifter slår fast at “for os er der kun én Gud”, og at Jesus Kristus var Guds ydmyge budbringer. (1. Korinther 8:6) Jesus sagde direkte at Gud er større end ham, og at det var Gud der havde sendt ham til jorden. – ⁠Johannes 11:41, 42; 14:28. *

^ par. 17 Du kan lære mere om Jesus Kristus i afsnit 8 og 9 i brochuren Ægte tro – nøglen til et lykkeligt liv, som du kan finde på www.mr1310.com.