Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hav en klippefast tro på Riget

Hav en klippefast tro på Riget

„Tro er den sikre forventning om ting der håbes på.“ — HEBR. 11:1.

1, 2. Hvad vil styrke vores overbevisning om at Riget vil gennemføre Guds hensigt med menneskene, og hvorfor? (Se indledningsbilledet).

SOM Jehovas Vidner siger vi ofte at Guds rige er den eneste løsning på alle vores problemer, og vi er ivrige efter at henlede folks opmærksomhed på denne vigtige bibelske sandhed. Vi henter også stor trøst i det håb Riget giver os. Men hvor overbeviste er vi om at Riget er en realitet og vil opfylde sit formål? Hvad giver os grund til at have en klippefast tro på Riget? — Hebr. 11:1.

2 Det er den Almægtige selv der har oprettet det messianske rige for at gennemføre sin hensigt med det han har skabt. Riget hviler på et klippefast fundament — Jehovas absolutte ret til at herske. Vigtige aspekter ved Riget — dets konge, hans medregenter og hvad de skal herske over — er alle blevet juridisk fastslået ved hjælp af pagter, det vil sige juridisk bindende aftaler hvor den ene af de forpligtede parter enten er Gud eller hans søn, Jesus Kristus. At reflektere over disse pagter vil øge vores tillid til at Guds hensigt vil blive gennemført, og hjælpe os til at se hvor stabilt og varigt Riget er. — Læs Efeserne 2:12.

3. Hvad vil vi se på i denne og næste artikel?

3 Bibelen omtaler seks primære pagter der har relation til det messianske rige under Jesus Kristus. Det er (1) Abrahamspagten, (2) Lovpagten, (3) Davidspagten, (4) pagten om en præst som Melkizedek, (5) den nye pagt og (6) pagten om Riget. Lad os se på hvordan hver af disse pagter har relation til Riget og gennemførelsen af Guds hensigt med jorden og menneskene. — Se oversigten „ Hvordan Gud vil gennemføre sin hensigt“.

ET LØFTE AFSLØRER HVORDAN GUDS HENSIGT VIL BLIVE GENNEMFØRT

4. Hvilke dekreter angående mennesker udstedte Jehova ifølge Første Mosebog?

4 Efter at Jehova havde gjort vores smukke planet klar til at blive beboet, udstedte han tre dekreter: Gud ville skabe mennesker i sit billede, menneskene skulle udvide Paradiset til hele kloden og fylde jorden med retfærdige efterkommere, og menneskene fik forbud mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt. (1 Mos. 1:26, 28; 2:16, 17) Der var ikke behov for noget som helst andet. Da mennesket var blevet skabt, var det eneste der skulle til for at Guds hensigt kunne blive gennemført, at menneskene adlød de to andre dekreter. Hvordan opstod behovet for pagter så?

5, 6. (a) Hvordan forsøgte Satan at sabotere Guds hensigt? (b) Hvordan reagerede Jehova på Satans oprør i Eden?

5 I et ondskabsfuldt forsøg på at sabotere Guds hensigt anstiftede Satan Djævelen et oprør. Det gjorde han ved at rette sin opmærksomhed mod det af de tre dekreter som det var lettest for ham at påvirke, nemlig det der krævede lydighed af menneskene. Han fristede den første kvinde, Eva, til at trodse forbuddet mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt. (1 Mos. 3:1-5; Åb. 12:9) Derved satte Satan spørgsmålstegn ved Guds ret til at herske over sit skaberværk. Senere tillagde Satan også Guds loyale tjenere selviske motiver. — Job 1:9-11; 2:4, 5.

6 Hvordan ville Jehova reagere på Satans oprør i Eden? Hvis han eliminerede oprørerne, ville oprøret selvsagt blive knust. Men det ville også betyde at Guds udtrykkelige vilje, at jorden skulle fyldes med lydige efterkommere af Adam og Eva, ikke ville blive opfyldt. I stedet for straks at henrette oprørerne udtalte den vise Skaber en profeti af afgørende betydning — løftet i Eden — for at sikre at hans ord ville blive opfyldt til mindste detalje. — Læs 1 Mosebog 3:15.

7. Hvad garanterer løftet i Eden angående slangen og dens afkom?

7 Gennem løftet i Eden afsagde Jehova dom over slangen og dens afkom, altså Satan Djævelen og alle der ville tage hans parti i stridsspørgsmålet om Guds ret til at herske. Den sande Gud gav sin himmelske kvindes afkom myndighed til at tilintetgøre Satan. Løftet i Eden understregede dermed ikke kun at oprørets bagmand og alle skadevirkningerne af hans handling ville blive fjernet, men identificerer også den der vil sørge for at det sker.

8. Hvad kan der siges om kvindens og afkommets identitet?

8 Hvem ville kvindens afkom vise sig at være? Eftersom afkommet skal knuse slangens hoved, altså gøre åndeskabningen Satan Djævelen „til intet“, måtte afkommet være en åndeskabning. (Hebr. 2:14) Kvinden der skulle føde afkommet, måtte logisk nok også være af åndelig karakter. Mens slangens afkom hastigt øgedes, forblev kvindens og hendes afkoms identitet et mysterium i næsten 4.000 år efter at Jehova havde givet løftet i Eden. I mellemtiden oprettede Jehova flere pagter der identificerer afkommet og åbenbarer hvordan Gud vil redde menneskene fra den katastrofe Satan er skyld i.

EN PAGT IDENTIFICERER AFKOMMET

9. Hvad er Abrahamspagten, og hvornår trådte den i kraft?

9 Omkring 2.000 år efter at Jehova havde afsagt dom over Satan, befalede han patriarken Abraham at forlade sit hjem i Ur i Mesopotamien og rejse til Kana’ans land. (Apg. 7:2, 3) Jehova sagde til Abraham: „Rejs bort fra dit land og fra dine slægtninge og fra din faders hus til det land som jeg vil vise dig; og jeg vil gøre dig til en stor nation og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; og vær en velsignelse. Og jeg vil velsigne dem der velsigner dig, og den der nedkalder ondt over dig vil jeg forbande, og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“ (1 Mos. 12:1-3) Dette er den tidligst nedskrevne omtale af Abrahamspagten — den pagt Jehova Gud indgik med Abraham. Præcis hvornår Jehova indgik pagten med Abraham, vides ikke. Men vi ved at den trådte i kraft i 1943 f.v.t., da den 75-årige Abraham forlod Karan og gik over Eufratfloden.

10. (a) Hvordan viste Abraham at han havde en klippefast tro på Guds løfter? (b) Hvilke detaljer om kvindens afkom åbenbarede Jehova gradvis?

10 Jehova gentog sit løfte til Abraham ved flere lejligheder, og hver gang føjede han yderligere detaljer til. (1 Mos. 13:15-17; 17:1-8, 16) Og da Abraham viste sin klippefaste tro på Guds løfter ved at være villig til at ofre sin eneste søn, stadfæstede Jehova pagten med et betingelsesløst løfte. (Læs 1 Mosebog 22:15-18; Hebræerne 11:17, 18). Efter at Abrahamspagten var trådt i kraft, åbenbarede Jehova gradvis vigtige detaljer om kvindens afkom. Afkommet ville nedstamme fra Abraham, blive talrigt, have en kongelig funktion, tilintetgøre alle fjender og blive en velsignelse for mange.

Abraham viste sin klippefaste tro på Guds løfter (Se paragraf 10)

11, 12. Hvordan viser Bibelen at Abrahamspagten får en større opfyldelse, og hvad betyder det for os?

11 Abrahamspagtens løfter fik en bogstavelig opfyldelse for Abrahams efterkommere da de arvede det lovede land, men Bibelen viser at løfterne i denne pagt også har en åndelig opfyldelse. (Gal. 4:22-25) Apostlen Paulus forklarede under inspiration at den primære del af Abrahams afkom i den større opfyldelse er Kristus, og at den sekundære del er de 144.000 salvede kristne. (Gal. 3:16, 29; Åb. 5:9, 10; 14:1, 4) Kvinden der frembringer afkommet, er „det Jerusalem som er oventil“ — den himmelske del af Guds organisation, der består af loyale åndeskabninger. (Gal. 4:26, 31) Som Abrahamspagten lovede, ville kvindens afkom bringe menneskeheden velsignelser.

12 Abrahamspagten peger frem til Kongen i Guds rige og til hans medregenter, og den udgør det juridiske grundlag for himlenes rige. (Hebr. 6:13-18) Hvor længe vil denne pagt være i kraft? Den er „en pagt til fjerne tider“, står der i Første Mosebog 17:7. Den vil være i kraft indtil det messianske rige tilintetgør Guds fjender og alle jordens slægter er blevet velsignet. (1 Kor. 15:23-26) Alle der til den tid lever på jorden, vil få gavn af pagten til evig tid. Guds pagt med Abraham viser at Jehova vil gennemføre sin hensigt — at retfærdige mennesker skal ’fylde jorden’! — 1 Mos. 1:28.

EN PAGT GARANTERER AT RIGET VIL BESTÅ

13, 14. Hvad garanterer Davidspagten angående Messias’ styre?

13 Løftet i Eden og Abrahamspagten fastslår den vigtige kendsgerning at Jehovas suverænitet, udøvet gennem det messianske rige, er solidt funderet på Guds retfærdige normer. (Sl. 89:14) Vil det messianske rige nogen sinde blive korrupt og derfor skulle fjernes? En anden juridisk pagt garanterer at dette aldrig vil ske.

14 Jehova gav kong David i fortidens Israel et løfte der er kendt som Davidspagten. (Læs 2 Samuel 7:12, 16). Jehova indgik denne pagt med David mens David var konge i Jerusalem, og lovede ham dermed at Messias ville være en efterkommer af ham. (Luk. 1:30-33) På denne måde indsnævrede Jehova yderligere afkommets slægtslinje og slog fast at en af Davids arvinger ville have „retten“ til det messianske riges trone. (Ez. 21:25-27) Gennem Jesus vil Davids kongedømme „være grundfæstet for stedse“. Ja, Davids afkom vil ’forblive evindelig, og hans trone som solen’. (Sl. 89:34-37) Messias’ styre vil aldrig blive korrupt, og velsignelserne vil vare evigt!

EN PAGT DÆKKER BEHOVET FOR EN PRÆSTEFUNKTION

15-17. Hvilken yderligere funktion vil afkommet have ifølge pagten om en præst som Melkizedek, og hvorfor?

15 Abrahamspagten og Davidspagten garanterer at kvindens afkom vil have en kongelig funktion, men det alene ville ikke være nok til at bringe velsignelser til folk af alle nationer. For virkelig at blive velsignet måtte de befries fra deres syndige tilstand og blive en del af Jehovas universelle familie. Det kræver at afkommet også udfører en præstefunktion. Den vise Skaber skabte grundlaget for dette gennem endnu et juridisk tiltag, pagten om en præst som Melkizedek.

16 Jehova åbenbarede gennem kong David at han ville indgå en personlig pagt med Jesus der skulle have et tosidet formål: at han skulle ’sætte sig ved Guds højre hånd’ indtil han undertvinger sine fjender og være „præst evindelig på Melkizedeks måde“. (Læs Salme 110:1, 2, 4). Hvorfor „på Melkizedeks måde“? Fordi Melkizedek, Salems konge, tjente som „den højeste Guds præst“ længe inden nogen af Abrahams efterkommere arvede det lovede land. (Hebr. 7:1-3) Han var direkte udnævnt af Jehova. Han er den eneste i De Hebraiske Skrifter der omtales som både konge og præst. Eftersom beretningen hverken nævner at han havde en forgænger eller en efterfølger, kan han desuden kaldes „præst for bestandig“, eller for evigt.

17 Gennem denne personlige pagt er Jesus direkte udnævnt af Jehova til at være præst, og han vil være „præst for evigt på Melkizedeks måde“. (Hebr. 5:4-6) Dette viser tydeligt at Jehova juridisk har forpligtet sig til at bruge det messianske rige til at gennemføre sin oprindelige hensigt med mennesker på jorden.

PAGTER — DET JURIDISKE GRUNDLAG FOR RIGET

18, 19. (a) Hvad viser de pagter vi indtil nu har set på, om Riget? (b) Hvilket spørgsmål står tilbage?

18 Det er tydeligt at de pagter vi her har gennemgået, er forbundet med det messianske rige, og at Riget er solidt grundlagt på juridiske aftaler. Løftet i Eden forpligter Jehova til at opfylde sin hensigt med jorden og menneskene gennem kvindens afkom. Hvem ville dette afkom være, og hvilken rolle ville afkommet have? Abrahamspagten danner rammen om alt dette.

19 Davidspagten indsnævrer yderligere Messias’ slægtslinje og giver ham retten til at herske over jorden så Rigets velsignelser vil vare evigt. Pagten om en præst som Melkizedek danner grundlag for at afkommet kan tjene som præst. Men Jesus vil ikke være alene om at føre menneskeheden frem til fuldkommenhed. Flere andre er også salvet til at tjene som konger og præster. Hvor kommer de fra? Det får vi svar på i næste artikel.