Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Venlighed — en vigtig egenskab i Guds øjne

Venlighed — en vigtig egenskab i Guds øjne

EN UNG japaner følte sig tiltrukket af en ældre mands venlighed. Denne mand, som var missionær, havde ikke opholdt sig i Japan i ret mange år og talte derfor ikke japansk særlig godt. Hver uge besøgte han ikke desto mindre den unge mand for at tale med ham om Bibelen. Venligt og smilende besvarede han tålmodigt den videbegærlige unge mands mange spørgsmål.

Den ældre mands venlighed gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge mand. ’Hvis Bibelen kan gøre en mand så rar og venlig,’ tænkte han, ’så må jeg for enhver pris lære den at kende.’ Det tilskyndede ham til at læse og studere noget der var fuldstændig fremmed for ham. Ja, venlighed taler til et menneskes hjerte og kan ofte udvirke mere end ord.

En af Guds egenskaber

Dybest set er venlighed en egenskab hos Gud som vi kan lære af ham. Mens det normalt falder os naturligt at være venlige over for dem der står os nær, eller som vi synes godt om, sagde Jesus at hans himmelske Fader ikke blot er venlig over for dem som elsker ham, men også over for „de utaknemmelige“. Jesus opfordrede sine disciple til at efterligne Gud i netop denne henseende. Han sagde: „I må altså være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ — Lukas 6:35; Mattæus 5:48; 2 Mosebog 34:6.

Mennesker, som jo er skabt i Guds billede, kan genspejle Guds egenskaber og vise venlighed. (1 Mosebog 1:27) Ja, vi kan efterligne Gud og udstrække venlighed til flere end dem der står os nær. Bibelen beskriver venlighed som en del af Guds hellige ånds, hans virkekrafts, tiltalende frugt. (Galaterne 5:22) Den kan derfor opdyrkes og udvikles efterhånden som man lærer Gud, Skaberen, bedre at kende og kommer nærmere til ham.

Eftersom venlighed ikke blot hører med til den menneskelige natur, men også er højt værdsat af Gud, er det kun rimeligt at Gud siger at vi skal være „venlige over for hinanden“. (Efeserne 4:32) Der siges også: „Glem ikke gæstfriheden“, eller „venligheden mod fremmede“. — Hebræerne 13:2, fodnote.

Er det — i en verden der i det store og hele er uvenlig og utaknemmelig — muligt at være venlig over for andre, ja, selv over for fremmede? Hvad kan hjælpe os til at være det? Ja, hvorfor skulle vi i det hele taget bekymre os om at være venlige?

En vigtig egenskab i Guds øjne

Det er interessant at apostelen Paulus, efter at have talt om at vise venlighed mod fremmede, tilføjede: „Ved den har nogle uden at vide det beværtet engle.“ Kan du forestille dig hvad du ville føle eller tænke hvis du fik mulighed for at beværte engle? Paulus brugte udtrykket „uden at vide det“, og dermed mente han at hvis vi havde for vane at vise andre venlighed, altså også mod fremmede eller nogle vi i realiteten ikke kendte, kunne vi blive belønnet på en helt enestående måde.

I de fleste bibeloversættelser med krydshenvisninger sættes Paulus’ ord i forbindelse med beretningerne om Abraham og Lot i Første Mosebog, kapitel 18 og 19. I begge tilfælde læser vi om engle der viser sig for dem som fremmede der kommer med nogle vigtige budskaber. I Abrahams tilfælde var det budskabet om opfyldelsen af Guds løfte til ham om en søn, og i Lots tilfælde var det budskabet om udfrielse fra den ødelæggelse der snart ville komme over byerne Sodoma og Gomorra. — 1 Mosebog 18:1-10; 19:1-3, 15-17.

Hvis du læser skriftstederne der er anført ovenfor, vil du se at både Abraham og Lot viste venlighed mod nogle der kom på besøg, og som de ikke kendte. Nu var det på Bibelens tid skik og brug såvel som en pligt at vise gæstfrihed mod rejsende og nogle som kom forbi — uanset om det var venner, slægtninge eller fremmede. Ja, Moseloven krævede ligefrem at israelitterne viste gæstfrihed mod udlændinge som boede i deres land. (5 Mosebog 10:17-19) Det fremgår dog af beretningen at Abraham og Lot gjorde mere end det der senere krævedes ifølge Moseloven. De gjorde noget ekstra for at vise venlighed mod fremmede, og de blev velsignet for det.

Abrahams venlighed medførte ikke alene velsignelse for ham selv idet han fik en søn, men har også været til gavn for os. Hvordan? Abraham og hans søn Isak fik nemlig stor betydning i forbindelse med opfyldelsen af Guds hensigt. De kom til at udgøre nogle af de vigtigste led i den slægtslinje der førte frem til Messias, Jesus. Og deres trofasthed livet igennem forudskildrede hvordan grundlaget for menneskenes frelse ville blive tilvejebragt ved Guds kærlighed og ufortjente godhed. — 1 Mosebog 22:1-18; Mattæus 1:1, 2; Johannes 3:16.

Disse beretninger viser tydeligt hvad Gud forventer af dem han vil vise sin gunst, og hvor højt han sætter egenskaben venlighed. Det er ikke en egenskab som man kan vælge om man vil vise, men er et krav fra Gud.

At vise venlighed hjælper os til at lære Gud bedre at kende

Af Bibelen fremgår det at i vor tid ville mange være „utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:1-3) Du har sikkert mødt sådanne mennesker. Men at folk er sådan, er ikke nogen grund til at vi skulle undertrykke venlige følelser for andre. Kristne får befalingen: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne.“ — Romerne 12:17.

Vi kan gavmildt give af os selv og vise venlighed. Bibelen siger: „Enhver som elsker, . . . kender Gud.“ En af de måder vi viser kærlighed på, er netop ved at være venlige over for hinanden. (1 Johannes 4:7; 1 Korinther 13:4) Ja, når vi er venlige over for hinanden, lærer vi Gud bedre at kende, og det gør os mere lykkelige. Jesus sagde i sin bjergprædiken: „Lykkelige er de som er venlige, for de vil møde venlighed. Lykkelige er de som er rene af hjertet, for de vil få Gud at se.“ — Mattæus 5:7, 8, Young’s Literal Translation.

Når du ikke er sikker på hvad du skal sige eller gøre, så sig eller gør det der er venligt

Som et eksempel på det kan nævnes en ung japansk husmor ved navn Aki som har to drenge. Da hun pludselig mistede sin mor, blev hun stærkt nedtrykt. Somme tider havde hun det så dårligt at hun måtte søge læge. Så var der en familie der flyttede ind i kvarteret. Faderen var nylig omkommet ved en ulykke, og moderen stod tilbage med fem mindreårige børn. Aki havde stor medlidenhed med denne familie og gjorde sig mange anstrengelser for at blive venner med moderen og børnene. Hun gjorde alt for at hjælpe familien — kom med mad til dem og bragte dem sine egne børns aflagte tøj, med mere — og derved kom hun selv følelsesmæssigt på fode igen. Hun følte at det virkelig er sandt når Bibelen siger: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Ja, at vise venlighed mod andre kan være det bedste man kan gøre for sig selv når man er nedtrykt.

Som ’at låne ud til Jehova’

At vise venlighed mod andre er som ’at låne ud til Jehova’

At vise venlighed er ikke nødvendigvis forbundet med store udgifter. Det kommer heller ikke an på ens dygtighed eller fysiske kræfter. Et smil, et medfølende ord, en hjælpende hånd, en lille betænksom gave, eller blot at lade en anden gå foran en i køen, er ofte alt hvad der skal til. Når du ikke er sikker på hvad du skal sige eller gøre i en bestemt situation, så sig eller gør det der er venligt. Den unge mand der er nævnt i begyndelsen af artiklen, følte sig dybt berørt af den ældre missionærs venlige væsen, som sagde mere end ord kunne sige.

Et orientalsk ordsprog siger: „Et venligt ord kan give varme nok til tre vintermåneder.“ Med andre ord: en smule venlighed rækker langt. Når der vises venlighed med det rette motiv, og især når dette er forenet med kærlighed til Gud, kan det varme alle om hjertet. Og selv når ens venlighed ikke værdsættes, betyder det ikke at den er spildt. Den har værdi i Guds øjne. Bibelen forsikrer os om at når man viser venlighed mod andre, er det som ’at låne ud til Jehova’. (Ordsprogene 19:17) Hvorfor ikke være på udkig efter lejligheder til at vise venlighed mod dem vi færdes iblandt?