Jeg er født i Santo Domingo i Den Dominikanske Republik som den yngste i en søskendeflok på fire. Mine forældre var veluddannede og ønskede at deres børn skulle vokse op under gode sociale kår. Fire år før jeg blev født, mødte mine forældre nogle unge mænd der var missionærer for mormonerne. Mine forældre var meget imponerede over deres pæne udseende og gode manerer, og inden længe valgte de at slutte sig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, eller mormonkirken. Vores familie var en af de første i Den Dominikanske Republik som blev mormoner.

Under min opvækst var jeg glad for at deltage i de forskellige aktiviteter i mormonkirken, og jeg værdsatte at der blev lagt stor vægt på et godt familieliv og høje moralske værdier. Jeg var stolt over at være mormon og satte mig som mål at blive missionær.

Da jeg var 18 år, flyttede vi til USA for at jeg kunne fortsætte min universitetsuddannelse. Omkring et års tid senere kom min moster og onkel, som er Jehovas Vidner, til Florida for at besøge os. De inviterede os med til et af deres stævner. Det gjorde indtryk på mig at se hvordan alle slog skriftstederne op og tog notater. Så jeg bad om at låne papir og blyant og begyndte at gøre det samme.

Efter stævnet sagde min moster og onkel til mig at eftersom jeg godt kunne tænke mig at blive missionær, ville de gerne hjælpe mig med at lære Bibelen bedre at kende. Jeg syntes det var en god idé, for på det tidspunkt kendte jeg mere til Mormons Bog end til Bibelen.

Under vores bibelske samtaler over telefonen opfordrede min moster og onkel mig altid til at sammenligne min tro med det der står i Bibelen. De ønskede at jeg selv skulle finde ud af hvad der var sandt.

 Der var mange ting i mormonismen som jeg havde accepteret, men jeg vidste ikke helt om de stemte med det der stod i Bibelen. Min moster sendte mig Jehovas Vidners blad Vågn op! for 8. november 1995, som indeholdt nogle artikler om mormonernes tro. Det overraskede mig at der var flere af mormonernes læresætninger som jeg ikke rigtig kendte. Derfor søgte jeg på mormonernes officielle hjemmeside for at få bekræftet om det der stod i Vågn op!, var sandt. Det var det, og det fik jeg yderligere bekræftet da jeg besøgte mormonernes museer i Utah.

Jeg havde altid troet at Mormons Bog og Bibelen supplerede hinanden. Men da jeg begyndte at læse Bibelen mere omhyggeligt, lagde jeg mærke til at der var modsigelser mellem mormonernes lære og det der står i Bibelen. For eksempel står der i Bibelen, i Ezekiel 18:4, at sjælen kan dø. Men i Mormons Bog, i Alma 42:9, siges der: „Da sjælen aldrig kunne dø, . . .“

Noget andet der foruroligede mig, var mormonernes nationalistiske opfattelser. For eksempel lærer mormonerne at Edens Have lå i Jackson County i Missouri, USA. Og kirkens profeter siger at når „Guds rige hersker, vil De Forenede Staters flag stolt og ubesudlet blafre på frihedens og de lige rettigheders flagstang“.

Jeg spekulerede over hvordan mit fødeland — eller et hvilket som helst andet land — passede ind i det billede. En aften bragte jeg emnet på bane da jeg blev ringet op af en ung mormon som var ved at blive uddannet til missionær. Jeg spurgte ham ligeud om han ville være villig til at kæmpe mod trosfæller hvis hans land kom i krig med deres land. Hans overraskende svar var ja! Jeg undersøgte mit trossamfunds lærepunkter nærmere og forhørte mig også hos ansvarlige ledere i mormonkirken. De fortalte mig at svarene på mine spørgsmål var forbundet med mysterier som ville blive opklaret efterhånden som lyset voksede.

Deres forklaringer skuffede mig meget, og det fik mig til at ransage mig selv og min grund til gerne at ville være missionær for mormonerne. Det gik op for mig at mit motiv til at blive missionær ikke var spor anderledes end det ville have været hvis der var tale om en humanitær opgave. Den sociale status som fulgte med det at være missionær, tiltalte mig også. Men jeg vidste faktisk ikke så meget om Gud. Selvom jeg adskillige gange havde læst lidt i Bibelen, så betød den ikke så meget for mig. Jeg vidste intet om Guds hensigt med jorden og menneskene.

Ved at studere Bibelen med Jehovas Vidner har jeg blandt andet lært hvad Guds navn er, hvad der sker når vi dør, og hvilken plads Jesus har i gennemførelsen af Guds hensigt. Endelig var jeg begyndt at lære denne vidunderlige bog godt at kende, og jeg holdt meget af at dele det jeg havde lært, med andre. Jeg havde altid vidst at Gud var til, men nu kunne jeg tale til ham i bøn som min bedste ven. Jeg blev døbt som et af Jehovas Vidner den 12. juli 2004, og seks måneder senere begyndte jeg som heltidsforkynder.

I fem år arbejdede jeg på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Jeg var rigtig glad for at være med i arbejdet med at trykke bibler og bibelsk litteratur, som er til gavn for millioner af mennesker i hele verden, og jeg nyder fortsat at hjælpe andre til at lære om Gud.