Gå direkte til indholdet

En succesfuld kampagne i Lapland

En succesfuld kampagne i Lapland

I det store område der strækker sig over Finland, Norge og Sverige, bor samerne – et oprindeligt folkeslag der har sin egen kultur, sine egne traditioner og sine egne sprog. Jehovas Vidner har for nylig gjort to tiltag for at fortælle samerne om Bibelens budskab.

Det første var at de i efteråret 2015 begyndte at producere bibelske publikationer og videoer på samisk. a Det andet var at de i forbindelse med to særlige kampagner i 2016 og 2017 rejste til Lapland – et fjerntliggende område med store flokke af rensdyr – for at fortælle samerne om budskabet i de oversatte publikationer.

“Værdifuldt arbejde til gavn for samfundet”

I løbet af den særlige kampagne i maj 2017 meldte over 200 Jehovas Vidner fra Finland, Norge og Sverige sig til at besøge de små landsbyer der ligger fordelt ud over tusinder af kvadratkilometer i Lapland. Nogle af dem forberedte sig ved at lære nogle sætninger på samisk, og det var noget der imponerede dem de mødte. “De lokale var glade for at vi prøvede at sige noget på deres sprog, og de kunne mærke at vi virkelig interesserer os for dem,” siger Dennis, der var en af de frivillige i Karigasniemi.

Fordi samerne holder meget af naturen og dyrelivet, var Bibelens løfte om et paradis på jorden noget der særligt tiltalte dem. (Salme 37:11) Da en samisk kvinde for eksempel begyndte at studere Bibelen ved hjælp af brochuren Gode nyheder fra Gud! og lærte hvad Gud vil gøre for mennesker, gav hun udtryk for at hun undrede sig over at hendes præst aldrig havde fortalt hende om et paradis på jorden.

Mange var taknemmelige over at få besøg af Jehovas Vidner. En butiksbestyrer roste to Jehovas Vidner han havde lagt mærke til. Han sagde til dem at de udførte et “vigtigt og værdifuldt arbejde til gavn for samfundet”, og at de kunne komme hen til hans butik og tage den mad de havde brug for. Han insisterede på selv at betale varerne.

I løbet af kampagnen blev der vist omkring 180 videoer og afsat over 500 publikationer på samisk. Mange bad om at få alle de publikationer der fandtes på deres sprog. Derudover begyndte 14 samere at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner.

“Meget professionelt”

Flere samere som læste publikationerne de havde fået af Jehovas Vidner, satte stor pris på oversættelsens høje kvalitet. “Jeres publikationer er virkelig godt oversat,” sagde Nilla Tapiola, der er skolelærer og medlem af det samiske parlamentariske råd. Han forklarede at publikationerne er “lette at forstå og sprogligt elegante”. En samisk mand der bor i den nordligste del af Finland, sagde: “Det er tydeligvis meget professionelt.”

I landsbyen Karigasniemi, der ligger på grænsen mellem Finland og Norge, drøftede Jehovas Vidner den første lektion i brochuren Gode nyheder fra Gud! med en samisk skolelærer. Læreren var overrasket over oversættelsens høje kvalitet og bad om lov til at bruge brochuren til at undervise i det samiske sprog.

Der er blevet oversat en brochure og adskillige videoer og foldere til samisk. Hjemmesiden jw.org har været tilgængelig på samisk siden den 29. februar 2016. Hver måned går over 400 samisktalende ind på hjemmesiden, og der bliver downloadet cirka 350 tekst-, lyd- og videofiler.

Kampagnen gjorde noget godt både for samerne og for dem der meldte sig til at besøge dem. De lokale kunne “se at Bibelen kan hjælpe samerne på mange konkrete områder,” fortæller Henrick og Hilja-Maria, der rejste til Utsjoki. Lauri og Inga, der også tog til Utsjoki, tilføjede: “Den her kampagne har mindet os om at Gud ikke gør forskel på nogen. Det er en glæde at afspejle hans kærlighed til de mennesker der bor i disse fjerne områder.”

a Der findes flere samiske sprog. Ifølge Den Store Danske Encyklopædi er det mest udbredte sprog nordsamisk, “der tales af ca. 75 % af samerne i Norge, Sverige og Finland”. Jehovas Vidner oversætter deres publikationer til nordsamisk. For enkelhedens skyld vil denne artikel bruge ordet “samisk” om dette sprog, som er det de fleste taler.