Gå direkte til indholdet

Har Jehovas Vidner regler om det at komme sammen med en?

Har Jehovas Vidner regler om det at komme sammen med en?

 Jehovas Vidner mener at de principper og love Bibelen indeholder, kan hjælpe os til at træffe afgørelser der både glæder Gud og gavner os personligt. (Esajas 48:17, 18) Vi har ikke selv fundet på disse principper og love, men vi lever efter dem. Læg mærke til hvordan nogle af dem har at gøre med det at komme sammen med en. a

  •   Ægteskabet er permanent. (Mattæus 19:6) Jehovas Vidner betragter det at komme sammen med en som et skridt hen imod ægteskab, og derfor tager vi det meget alvorligt.

  •   Man skal kun komme sammen hvis man er gammel nok til at blive gift. Det vil sige at man er “ude over ungdommens vår”, at man er forbi den tid hvor den seksuelle lyst er stærkest. – 1 Korinther 7:36.

  •   To der kommer sammen, skal være fri til at gifte sig. Selvom nogle er lovformeligt skilt, er det ikke ensbetydende med at Gud betragter dem som fri til at gifte sig igen, for i hans øjne er utroskab den eneste gyldige grund til skilsmisse. – Mattæus 19:9.

  •   En kristen der gerne vil giftes, må ifølge Guds lov kun vælge en der har samme tro. (1 Korinther 7:39) Jehovas Vidner mener ikke at denne befaling blot vil sige at den man gifter sig med, skal respektere vores tro. Nej, vedkommende skal være et døbt Jehovas Vidne der lever efter det Bibelen siger. (2 Korinther 6:14) Gud har altid påbudt sine tjenere kun at gifte sig med nogen der har den samme tro. (1 Mosebog 24:3; Malakias 2:11) Forskere i dag er nået frem til at dette bud også er gavnligt. b

  •   Børn skal adlyde deres forældre. (Ordsprogene 1:8; Kolossenserne 3:20) Det indbefatter for børn der bor hjemme, at de skal adlyde deres forældres regler i forbindelse med at komme sammen med en. De kan for eksempel beslutte hvor gammel deres søn eller datter skal være, før han eller hun begynder at komme sammen med en, og hvad de må foretage sig sammen.

  •   Inden for de bibelske retningslinjer bestemmer Jehovas Vidner selv om de vil komme sammen med en, og i så fald med hvem. Det er i harmoni med det bibelske princip: “Enhver skal ... bære sin egen ansvarsbyrde.” (Galaterne 6:5) Men mange søger fornuftigt nok råd hos modne trosfæller der vil dem det bedste. – Ordsprogene 1:5.

  •   Meget af det man almindeligvis forbinder med det at komme sammen med en, er faktisk alvorlige synder. Eksempelvis forbyder Bibelen sex uden for ægteskabet. Det omfatter ikke blot samleje, men også andre urene handlinger der foregår mellem nogle der ikke er gift, som for eksempel stimulering af en andens kønsdele eller oral- og analsex. (1 Korinther 6:9-11) Selv handlinger der er seksuelt ophidsende, men som ikke udvikler sig til seksuel umoralitet, er noget Gud betragter som “urenhed”, og det er ikke noget han godkender. (Galaterne 5:19-21) Upassende samtaler der indeholder “sjofelheder”, fordømmes også i Bibelen. – Kolossenserne 3:8, Bibelen på Hverdagsdansk.

  •   Hjertet er forræderisk. (Jeremias 17:9) Det kan få en person til at gøre noget han ved er forkert. To der kommer sammen, kan, for at deres hjerte ikke skal vildlede dem, undgå at være alene i situationer der frister dem. De kan vælge at tage nogle rimelige forholdsregler, som for eksempel kun at være sammen når der er en eller flere fornuftige, ansvarsfulde personer til stede. (Ordsprogene 28:26) Kristne singler der gerne vil giftes, er klar over de risici der er ved dating-sider, især faren ved at udvikle et forhold til en man ikke ved særligt meget om. – Salme 26:4.

a Det er ikke almindeligt i alle kulturer at to kommer sammen før de gifter sig. Bibelen siger ikke at det er nødvendigt, eller at det er den eneste vej til ægteskab.

b For eksempel stod der i en artikel i tidsskriftet Marriage & Family Review at “tre kvalitative studier af langvarige ægteskaber har vist at det at have samme religiøse orientering, religiøse tro og religiøse overbevisning er vigtige faktorer for langvarige ægteskaber (25-50+ år)”. – Bind 38, udgave 1, side 88 (2005).