RENEÉ, en søster der er midt i trediverne, voksede op i Australien i en familie der var travlt optaget af at tjene Jehova. “Vi flyttede mange gange for at hjælpe til i områder hvor der var et større behov for forkyndere,” siger hun. “Min far og mor sørgede for at tingene var interessante, spændende og sjove. Da jeg selv fik to børn, ønskede jeg at de skulle have samme slags liv.”

 Reneés mand, Shane, en bror der er sidst i trediverne, havde lignende åndelige mål. Han fortæller: “Efter at vores andet barn var blevet født, læste vi i Vagttårnet om en familie der var rejst til det sydvestlige Stillehav i deres båd for at forkynde på øerne i Tonga. * Den artikel fik os til at skrive til afdelingskontorerne i Australien og New Zealand for at spørge hvor der var behov for flere forkyndere. * I det svar vi fik, blev vi indbudt til at flytte til Tonga – lige det sted vi havde læst om!”

Da Shane, Reneé og deres børn, Jacob og Skye, havde boet i Tonga i omkring et år, tvang vedvarende uroligheder i landet dem til at vende tilbage til Australien. Men de glemte ikke deres mål om at udvide deres tjeneste. I 2011 flyttede de til Norfolk Island, en lille Stillehavsø der ligger cirka 1.500 kilometer øst for Australien. Hvordan gik det? Jacob, der nu er 14, siger: “Jehova tog sig ikke bare af os, han gjorde også tjenesten sjov!”

Ligesom Shane, Reneé og deres børn er mange andre familier mødt villigt frem for at tjene som “need greaters”. Hvad har motiveret dem til at rejse ud hvor behovet er større?

Burnett og Simone, et par der er midt i trediverne, og deres sønner, Eston og Caleb, der i dag er 12 og 9 år, flyttede til Burketown, en afsidesliggende by i Queensland, Australien. “Der var kun blevet forkyndt der hvert tredje til fjerde år,” fortæller Burnett. “Mange var interesseret i at høre den gode nyhed. Vi ville gerne give dem mulighed for at få deres eget regelmæssige bibelstudium.”

Mark og Karen, der nu er først i halvtredserne, tjente i flere menigheder i nærheden af Sydney indtil de og deres tre børn, Jessica, Jim og Jack, flyttede til Nhulunbuy, et fjerntliggende minesamfund i den del af Australien der hedder Northern Territory. Mark siger: “Jeg elsker mennesker, så jeg ville gerne være et sted hvor der var meget at gøre i menigheden og i forkyndelsen.” Karen var derimod usikker på om det var en god idé at flytte. “Men efter at Mark og andre havde opmuntret og tilskyndet mig, var jeg villig til at give det en chance,” siger hun. “I dag er jeg glad for at jeg gjorde det!”

I 2011 flyttede Benjamin, Carolyn og deres to små piger, Jade og Bria, fra Queensland, Australien, tilbage til Østtimor, et lille land der udgør en del af øen Timor i det indonesiske øhav. “Carolyn og jeg havde tidligere tjent i Østtimor som specialpionerer,” forklarer Benjamin. “Forkyndelsen var fantastisk, og brødrene støttede os meget. Det var med blødende hjerter at vi rejste derfra, og vi var fast besluttet på at vende tilbage. Da vi fik børn, blev planerne udsat lidt, men vi ændrede dem ikke.” Carolyn tilføjer: “Vi ville gerne have at vores børn var omgivet af missionærer, betelitter og specialpionerer, og at de fik en stor åndelig oplevelse.”

Jesus sagde til sine disciple: “Hvem af jer som ønsker at bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne?” (Luk. 14:28) Når en familie overvejer at flytte til et andet område, er planlægning også altafgørende. Hvilke behov kan man tage i betragtning?

DE ÅNDELIGE: “Vi ønskede at hjælpe andre og ville ikke være en belastning,” siger Benjamin, “så før vi flyttede, sørgede vi for at styrke vores åndelighed. Vi øgede også vores andel i forkyndelsen og andre aktiviteter i menigheden.”

Jacob, der er nævnt tidligere, fortæller: “Før vi flyttede til Norfolk Island, læste vi en masse livsberetninger i Vagttårnet og Vågn op! om familier der havde tjent hvor der var større behov. Vi talte om de udfordringer de havde haft, og om hvordan Jehova havde taget sig af dem.” Hans søster, 11-årige Skye, siger: “Jeg bad rigtigt meget – både alene og sammen med mor og far.”

 DE FØLELSESMÆSSIGE: Reneé fortæller: “Fordi vi boede i nærheden af familie og gode venner i et område jeg var glad for, ville det nemmeste have været at blive dér. Men i stedet for at dvæle ved det jeg skulle give afkald på, tænkte jeg på hvordan det ville gavne vores familie at flytte.”

DE KULTURELLE: Mange familier forbereder sig ved at finde oplysninger om det nye sted de skal bo. “Vi læste alt hvad vi kunne, om Nhulunbuy,” siger Mark. “Brødrene der boede der, sendte os byens avis, og det gav os lidt indsigt i den lokale kultur.”

Shane, der flyttede til Norfolk Island, siger: “Først og fremmest fokuserede jeg på at vise de kristne egenskaber. Jeg vidste at hvis jeg var oprigtig, mild, ærlig og hårdtarbejdende, kunne jeg passe ind hvor som helst i verden.”

Mange der har haft succes med at flytte ud hvor behovet var stort, fremhæver hvor vigtigt det er at være fleksibel og positiv når man møder uforudsete udfordringer. Her er nogle eksempler:

Reneé fortæller: “Jeg lærte at der er flere måder at gøre tingene på. Når havet omkring Norfolk Island er i oprør, kan forsyningsskibe ikke lægge til kaj, og almindelige dagligvarer kan blive svære og dyre at skaffe. Så jeg har lært at være opfindsom når jeg laver mad.” Hendes mand, Shane, tilføjer: “Vi tilpasser også vores forbrug så vi ikke overskrider det ugentlige budget.”

Deres søn, Jacob, peger på en anden udfordring. “I vores nye menighed var der kun syv andre, og de var alle sammen voksne. Jeg havde ingen venner på min egen alder! Men når jeg gik i forkyndelsen med dem der var ældre, blev jeg hurtigt venner med dem.”

Jim, der i dag er 21, er i en lignende situation. “Den menighed der er tættest på Nhulunbuy ligger mere end 700 kilometer væk, så vi sørger for at få mest muligt ud af stævnerne. Vi kommer i god tid  og nyder at være sammen med brødrene og søstrene. For os er stævnerne årets højdepunkter!”

Bibelen siger: “Jehovas velsignelse – den gør rig.” (Ordsp. 10:22) Jorden over har utallige “need greaters” oplevet sandheden i disse inspirerede ord.

“Den største velsignelse har været den virkning flytningen har haft på vores børn,” siger Mark. “De to ældste har fuldstændig tillid til at Jehova sørger for dem der søger Riget først. Den tillid kan ikke købes for penge.”

Shane siger: “Jeg har fået et meget nærmere forhold til min kone og mine børn. Når jeg hører dem fortælle om hvordan Jehova har hjulpet dem, føler jeg en dyb glæde.” Hans søn, Jacob, er enig: “Jeg har virkelig oplevet meget. Jeg er så glad for at vi kom hertil!”