Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

De mødte villigt frem – i Madagaskar

De mødte villigt frem – i Madagaskar

“NÅR jeg hørte oplevelser fra mine venner som tjente i områder hvor der var stort behov for pionerer, fik jeg lyst til at opleve den samme glæde som dem,” fortæller Sylviana, en pionersøster i midten af tyverne som bor i Madagaskar. “Men,” siger hun, “jeg var bange for om det at være need-greater var mere end jeg kunne klare.”

Kan du nikke genkendende til det Sylviana siger? Vil du også rigtig gerne være need-greater, altså tjene i et distrikt hvor der er behov for flere forkyndere, men spekulerer på om det nogensinde vil kunne lade sig gøre? Så mist ikke modet! Med Jehovas hjælp er det lykkedes tusinder af brødre og søstre at overvinde forskellige problemer der hindrede dem i at udvide deres tjeneste. For at finde ud af hvordan Jehova har hjulpet dem, vil vi tage til Madagaskar, den fjerdestørste ø på jorden.

I løbet af de sidste 10 år er mere end 70 ivrige forkyndere og pionerer fra 11 lande * rejst til dette frugtbare distrikt i Afrika, hvor mange mennesker har respekt for Bibelen. Der er også mange af de lokale forkyndere på øen som har været villige til at flytte for at hjælpe til med at sprede Rigets budskab i dette store distrikt. Lad os høre hvad nogle af dem har at sige.

DE OVERVANDT FRYGT OG BEKYMRINGER

Perrine og Louis

Louis og Perrine, et ægtepar i trediverne, flyttede fra Frankrig til Madagaskar. I flere år havde de tænkt på at flytte til udlandet for at forkynde, men Perrine tøvede. Hun forklarer: “Jeg var bange for det ukendte. Tanken om at rejse væk fra vores familie, menighed, lejlighed, de vante omgivelser og vores hverdag gjorde mig utryg. Faktisk var mine egne bekymringer den største forhindring for mig.” I 2012 havde Perrine fået det mod der skulle til, og hun og Louis tog afsted. Hvordan har hun det med deres beslutning? “Jeg må sige at det har været meget trosstyrkende at se Jehovas hånd i vores liv.” Louis tilføjer: “Tænk engang, til vores første mindehøjtid i Madagaskar kom der ti af dem vi studerede med!”

Hvad har sat parret i stand til at blive i deres distrikt når der er opstået problemer? De har inderligt bedt Jehova om styrke til at kunne holde ud. (Fil. 4:13) Louis fortæller: “Jehova har besvaret vores bønner, og vi har fået ‘Guds fred’. Det sætter os i stand til at fokusere på de gode ting vi oplever i vores tjeneste. Desuden har nogle af vores venner derhjemme sendt mails og breve for at opmuntre os og tilskynde os til ikke at give op.” – Fil. 4:6, 7; 2 Kor. 4:7.

Jehova belønnede Louis og Perrine for deres udholdenhed. “I oktober 2014 kom vi på Bibelskolen for Kristne Ægtepar * i Frankrig,” siger Louis. “Skolen var en gave fra Jehova vi aldrig vil glemme.” Efter skolen fik parret til opgave at vende tilbage til Madagaskar, og det var de meget glade for.

“VI VIL BARE VÆRE STOLTE AF JER”

Nadine og Didier

Didier og Nadine, et midaldrende ægtepar fra Frankrig, flyttede til Madagaskar i 2010. Didier fortæller: “Vi var pionerer som unge, og senere fik vi tre børn. Men da de blev voksne, begyndte vi at overveje at tjene i udlandet.” Nadine indrømmer: “Jeg var noget betænkelig ved at rejse væk fra vores børn, men de sagde til os: ‘Vi vil bare være stolte af jer hvis I rejser ud hvor der er større behov!’ Det de sagde, fik os til at tage skridtet. Nu bor vi langt væk fra børnene, men vi nyder at vi ofte kan snakke med dem.”

At lære at tale malagassisk var noget af en udfordring for Didier og Nadine. “Vi er jo ikke 20 år længere,” siger Nadine med et smil på læben. Hvordan klarede de den? I begyndelsen kom de i en fransk menighed. Senere, da de følte sig klar til at kaste sig ud i det lokale sprog, flyttede de til en malagassisk menighed. Nadine siger: “Mange af dem vi møder i forkyndelsen, kan godt lide at studere Bibelen. Ofte takker de os for at vi besøger dem. I starten føltes det som om det var en drøm. Jeg elsker at være pioner her! Når jeg vågner om morgenen, siger jeg til mig selv: ‘Hvor fantastisk – jeg skal i forkyndelsen i dag!’”

Didier griner når han tænker tilbage på dengang han begyndte at lære malagassisk. “Ved et af menighedens møder ledte jeg en spørgsmål og svar-drøftelse, men jeg forstod ikke et eneste af de svar brødrene og søstrene gav. Jeg kunne ikke sige andet end ‘Mange tak’. Efter at jeg havde takket en søster for hendes svar, begyndte de der sad bag hende, at gestikulere for at gøre mig opmærksom på at hendes svar var forkert. Jeg skyndte mig at give ordet til en bror der svarede rigtigt – eller, det håber jeg i hvert fald han gjorde.”

HUN SAGDE JA TIL AT KOMME

Ved stævnet i 2005 gjorde skuespillet “Sæt dig mål som ærer Gud” indtryk på Thierry og hans kone, Nadia. Det bibelske skuespil om Timoteus rørte deres hjerte og gav dem et dybt ønske om at tjene hvor der var større behov. Thierry fortæller: “Da skuespillet var færdigt og vi klappede, lænede jeg mig ind til min kone og spurgte: ‘Hvor skal vi tage hen?’ Hun sagde at hun tænkte på det samme.” Kort tid efter begyndte de at arbejde hen imod deres mål. Nadia siger: “Lidt efter lidt skaffede vi os af med vores ejendele, og til sidst havde vi ikke mere end hvad der kunne være i fire kufferter.”

Længst til venstre: Nadia og Marie-Madeleine. Længst til højre: Thierry

De kom til Madagaskar i 2006 og nød deres tjeneste lige fra starten. Som Nadia siger: “De mennesker vi møder, gør os så glade!”

Seks år senere stod parret dog i en vanskelig situation. Nadias mor, Marie-Madeleine, der boede i Frankrig, faldt og brækkede armen og slog sit hoved. Efter at parret havde talt med Marie-Madeleines læge, spurgte de hende om hun havde lyst til at flytte til Madagaskar og bo hos dem. Selvom hun var 80 år på det tidspunkt, sagde hun ja til at komme. Hvad synes hun om at bo i udlandet? Hun fortæller: “Nogle ting kan være lidt svære at vænne sig til, men jeg føler at der til trods for mine begrænsede muligheder er brug for mig i menigheden. Og noget der virkelig gør mig glad, er at den her ordning gør det muligt for min datter og svigersøn at fortsætte i deres spændende tjeneste.”

“JEHOVA HJALP MIG”

Riana holder foredrag på tandroy

Riana er en bror i starten af tyverne som voksede op i Alaotra Mangoro, et frodigt område i det østlige Madagaskar. Han klarede sig godt i skolen og ville gerne have en højere uddannelse. Men efter at han var begyndt at studere Bibelen, skiftede han mening. Han fortæller: “Jeg forsøgte at komme hurtigere igennem min gymnasiale uddannelse og sagde til Jehova: ‘Hvis jeg består min afsluttende eksamen, begynder jeg som pioner.’” Riana holdt sit løfte. Han flyttede ind hos en pionerbror, fik et deltidsjob og begyndte som pioner. “Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget,” siger han.

Rianas familie forstod imidlertid ikke hvorfor han droppede sine planer om at gøre karriere. Han fortæller: “Min far, min onkel og min fars moster tilskyndede mig til at tage en højere uddannelse. Men jeg havde ikke tænkt mig at stoppe som pioner.” Inden længe begyndte Riana at lege med tanken om at tjene hvor behovet for forkyndere var større. Hvad var medvirkende til at han fik det ønske? “Vi havde indbrud der hvor jeg boede, og jeg fik stjålet mange af mine ting,” fortæller han. “Det fik mig til at tænke grundigt over Jesus’ ord om at samle sig værdier i himlen. Jeg besluttede mig for at arbejde mere målrettet på at skaffe mig åndelige rigdomme.” (Matt. 6:19, 20) Han flyttede til den sydligste del af Madagaskar – et tørkeramt område der lå 1.300 kilometer væk, og som er hjemsted for antandroyfolket. Hvorfor flyttede Riana til netop det sted?

En måned før indbruddet var Riana begyndt at studere Bibelen med to mænd der hørte til antandroyfolket. Han lærte nogle gloser på deres sprog og kunne ikke lade være med at tænke på alle de mennesker blandt dette folk som ikke havde haft mulighed for at høre den gode nyhed endnu. Han siger: “Jeg bad Jehova om at hjælpe mig så jeg kunne flytte til det område hvor de taler tandroy.”

Umiddelbart efter at Riana var flyttet, stod han over for en stor udfordring – han kunne ikke få et job. En mand sagde til ham: “Hvorfor er du flyttet hertil? Folk tager derhen hvor du kommer fra, for at finde arbejde!” Da der var gået to uger, tog Riana afsted til regionalstævne uden en krone på lommen og uden at vide hvad han skulle stille op. På stævnets sidste dag var der en bror der stak noget i Rianas jakkelomme. Det var penge – faktisk penge nok til at han kunne tage tilbage til antandroyområdet og starte en lille forretning med at sælge yoghurt. Riana forklarer: “Jehova hjalp mig på det helt rigtige tidspunkt. Derfor kunne jeg fortsætte med at forkynde for dem der ikke havde haft mulighed for at lære ham at kende.” Også i menigheden var der meget at gøre. Han fortsætter: “Jeg fik til opgave at holde offentlige foredrag hver anden uge. Jehova oplærte mig virkelig gennem sin organisation.” Riana forkynder stadig Rigets budskab for tandroytalende mennesker der ønsker at høre om Jehova.

VELSIGNELSER

Jehova forsikrer os om at alle der gør noget for ham, vil blive velsignet. (Es. 65:16) Når vi arbejder hårdt for at udvide vores tjeneste til trods for forhindringer, er det helt sikkert at vi vil blive belønnet af Jehova. Tænk bare på Sylviana, der blev nævnt i begyndelsen af artiklen. Hun var bange for at hun ikke kunne klare at være need-greater. Hvorfor havde hun det sådan? Hun forklarer: “Mit venstre ben er omkring 9 centimeter kortere end mit højre. Så jeg halter og bliver hurtigt meget træt.”

Sylviana (venstre) og Sylvie Ann (højre) sammen med Doratine på hendes dåbsdag

Alligevel slog Sylviana sig i 2014 sammen med Sylvie Ann, en ung pionersøster i hendes menighed, og de flyttede til en lille landsby 85 kilometer fra deres hjemby. På trods af de store forhindringer gik Sylvianas drøm i opfyldelse – og hun blev velsignet for sine anstrengelser. “Efter bare et år i mit nye distrikt,” fortæller hun, “blev Doratine, en ung mor jeg studerede Bibelen med, døbt ved vores kredsstævne.”

“JEG VIL HJÆLPE DIG”

Disse brødre og søstres erfaringer viser tydeligt at når man gør en indsats for at udvide sin tjeneste og overvinde forskellige hindringer, opfylder Jehova sit løfte: “Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig.” (Es. 41:10) Når vi oplever at Jehova hjælper os, vil vores forhold til ham blive stærkere. Desuden er det at vi møder villigt frem – hvad enten det er i nærheden af hvor vi bor, eller i et andet land – med til at forberede os til de opgaver der venter os i den nye verden. Som Didier, der blev nævnt tidligere, udtrykker det: “Når man tjener hvor behovet er stort, får man en god oplæring som man vil få brug for i fremtiden.” Forhåbentligt vil mange flere villige arbejdere påbegynde denne spændende oplæring!

^ par. 4 Forkynderne kommer fra Canada, Frankrig, Guadeloupe, Luxembourg, Ny Kaledonien, Schweiz, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og USA.

^ par. 8 Denne skole er nu erstattet af Skolen for Kristne Forkyndere. Heltidstjenere der tjener i udlandet, og som opfylder kravene, kan ansøge om at overvære skolen i deres hjemland eller i et land hvor skolen bliver holdt på deres modersmål.