Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Beskyt dig selv mod misinformation

Beskyt dig selv mod misinformation

 I dag har vi adgang til mere information end nogensinde før, deriblandt oplysninger der kan hjælpe os til at passe på os selv og vores helbred. Men når vi søger efter oplysninger, er det vigtigt at vi er opmærksomme på at der er meget misinformation, som for eksempel:

 Under covid-19-pandemien advarede FN’s generalsekretær for eksempel om at en mængde af farlig misinformation blev spredt. Han sagde: “Skadelige helbredsråd og medicin og kure med udokumenteret effekt spredes hastigt, og man kan høre forkerte ting i både fjernsyn og radio. Vilde konspirationsteorier spreder sig på internettet. Over hele verden ser man hvordan en stigning af had og fordomme mod andre mennesker og grupper bliver mere og mere almindeligt.”

 Misinformation er selvfølgelig ikke nyt for os. Men Bibelen har forudsagt at i vores tid vil ‘onde mennesker og bedragere gå fra ondt til værre. De vil vildlede andre og selv blive vildledt.’ (2. Timotheus 3:1, 13) Og på grund af internettet er det i dag nemmere at modtage – og uden at være klar over det – komme til at sprede falske oplysninger. Og det går hurtigere end nogensinde før. Det kan føre til at vores e-mails, sociale medier og nyhedsfeeds bliver fyldt med fordrejede nyheder og halve sandheder.

 Hvordan kan du beskytte dig selv mod vildledende informationer og konspirationsteorier? Tænk over nogle principper fra Bibelen der kan hjælpe.

  •   Tro ikke på alt hvad du ser eller hører

     Hvad Bibelen siger: “Den naive tror på alt hvad han hører, men den kloge overvejer hvert skridt han tager.” – Ordsprogene 14:15.

     Vi kan let blive vildledt hvis vi ikke er opmærksomme. Tænk for eksempel på det der kaldes memes – billeder med tekst eller korte videoer der bliver spredt online, især gennem de sociale medier. Sådanne billeder eller videoer er ofte lavet for at være humoristiske. Men citater der bliver brugt i billeder og videoklip, kan let redigeres, og de kan være taget ud af en sammenhæng. Man kan endda lave videoer hvor det ser ud som om en person gør eller siger noget som vedkommende aldrig har gjort eller sagt i virkeligheden.

     “Størstedelen af den misinformation man finder på de sociale medier, er i billeder og videoer som er taget ud af sin sammenhæng.” – Axios Media

     Spørg dig selv: ‘Er det her noget der rent faktisk er sagt, eller er det bare et meme?’

  •   Undersøg kilden og indholdet

     Hvad Bibelen siger: “Forvis jer om alle ting.” – 1. Thessaloniker 5:21.

     Før du tror på en historie eller videresender den, også selvom den er populær eller vist gentagne gange i nyhederne, så undersøg om den er sand. Hvordan?

     Undersøg kildens troværdighed. Nyhedsmedier og andre organisationer præsenterer måske en historie på en måde så den fremmer deres kommercielle eller politiske interesser. Sammenlign det du hører eller ser ét sted, med andre kilder. Nogle gange kan dine venner måske, uden at være klar over det, komme til at sende misinformation til dig via e-mail eller poste det på sociale medier. Stol derfor først på en nyhed efter du har undersøgt om den er sand.

     Find ud af om indholdet er aktuelt og nøjagtigt. Se efter datoer, bekræftede oplysninger og beviser på at det virkelig er blevet sagt. Du skal især være forsigtig hvis det lader til at kompleks information er forklaret på en meget simpel måde, eller hvis det du ser eller læser, er designet på en måde der skal vække nogle bestemte følelser i dig.

     “I dag er det nok lige så vigtigt at undersøge om oplysninger er sande som det er at vaske hænder.” – Sridhar Dharmapuri, der arbejder for FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation.

     Spørg dig selv: ‘Gør denne nyhedsudsendelse det svært at se hvad der er holdninger, og hvad der er fakta? Eller fortæller den kun den ene side af historien?’

  •   Lad det være fakta der bestemmer hvad der er sandt – og ikke dine personlige præferencer

     Hvad Bibelen siger: “Den der stoler på sit eget hjerte, er tåbelig.” – Ordsprogene 28:26.

     Vi har det med at stole på informationer der bekræfter det vi ønsker at tro. Og internetvirksomheder skræddersyr ofte vores nyhedsfeed og vores feed på sociale medier så vi får information der er baseret på det vi kan lide, og det vi har søgt på. Men det vi kan lide at høre, er ikke altid det vi har brug for at høre.

     “Mennesker er i stand til at tænke rationelt, men det vi ønsker, håber, frygter og bliver motiveret af, kan få os til at acceptere noget som sandt hvis det passer med det vi gerne vil tro.” – Peter Ditto, psykolog med speciale i social adfærd.

     Spørg dig selv: ‘Stoler jeg på den her information bare fordi jeg ville ønske det var sandt?’

  •   Stands spredning af misinformation

     Hvad Bibelen siger: “Du må ikke sprede et falsk rygte.” – 2. Mosebog 23:1.

     Husk at den information du deler med andre, kan påvirke deres tanker og handlinger. Selv om du ikke sender forkerte informationer med vilje, kan det have skadelige konsekvenser for andre.

     “Det første du skal gøre før du deler information med andre, er at bevare roen, vente et øjeblik og spørge dig selv: ‘Er jeg så sikker på at det er sandt at jeg kan dele det?’ Hvis alle gjorde det, ville der være langt mindre misinformation online.” – Peter Adams, direktør for News Literacy Project.

     Spørg dig selv: ‘Ved jeg at den information jeg deler, er sand?’