tider eller perioder: Der er nævnt to tidsbegreber her. Flertalsformen af det græske ord chronos, der er oversat med tider, kan referere til en ikke nærmere angivet tidsperiode, lang eller kort. Det græske ord kairos (nogle gange gengivet med “fastsatte tid[er]”; flertalsformen er her oversat med perioder) bruges ofte om fremtidige tidspunkter eller perioder i Guds ordning eller tidsplan, især i forbindelse med Kristus’ nærværelse og hans rige. – ApG 3:19; 1Ts 5:1; se studienoter til Mr 1:15; Lu 21:24.

tiderne og perioderne: Se studienote til ApG 1:7.

Jehovas dag: I Bibelen bruges udtrykket “Jehovas dag” om bestemte tidspunkter hvor Jehova Gud eksekverer dom over sine fjender og ophøjer sit navn. Udtrykket stammer fra De Hebraiske Skrifter. (Nogle eksempler findes i Esa 13:6; Eze 7:19; Joe 1:15; Am 5:18; Ob 15; Sef 1:14; Zak 14:1; Mal 4:5). Profeten Joel forudsagde: “Jehovas store og ærefrygtindgydende dag kommer.” (Joe 2:31) Ifølge ApG 2:20 citerede Peter Joels ord på pinsedagen i år 33. (Se studienote til ApG 2:20). Den første opfyldelse af Joels profeti var i år 70 da Jehovas dag kom over Jerusalem. Her i 1Ts 5:2 taler Paulus om en fremtidig “dag” der svarer til den store trængsel som Jesus forudsagde i Mt 24:21. – Læs mere om brugen af Guds navn i det her vers i Tillæg C3 introduktion; 1Ts 5:2.

som en tyv om natten: En tyv vil typisk slå til om natten, hurtigt og uventet. (Job 24:14; Jer 49:9; Mt 24:43) På lignende måde vil Jehovas dag komme pludseligt og overraske mennesker. (2Pe 3:10; Åb 16:15) Trofaste kristne adlyder vejledningen om at holde sig vågne og vente på at dagen kommer. (Lu 12:39; Åb 3:3) Det kan godt være at de vil blive forbavset over at Jehovas dag kommer så pludseligt (Mt 24:42-44; Lu 12:40), men de vil ikke være uforberedte (1Ts 5:4).

Jehovas: I dette citat fra Joe 2:31 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

store lidelser: Det græske ord der er oversat med “store lidelser”, henviser bogstaveligt til den intense smerte, de veer, en kvinde har når hun føder. Her bruges ordet om lidelser generelt, men der kan ligge det i det at de forudsagte trængsler og lidelser ligesom fødselsveer vil øges i frekvens, intensitet og varighed op til den tid med store trængsler der nævnes i Mt 24:21.

vil en uventet ødelæggelse pludselig komme over dem: Paulus antyder her at der vil være meget kort tid eller slet ingen tid mellem erklæringen om “fred og sikkerhed” og den ødelæggelse som vil ramme dem der kommer med erklæringen. Ødelæggelsen vil være pludselig og uundgåelig. På græsk indeholder sætningen to udtryk (gengivet med “uventet” og “pludselig”) der understreger hvor brat og overraskende det vil være når ødelæggelsen kommer. I Lu 21:34, hvor der også tales om Jehovas dag, bruges der to lignende udtryk.

som fødselsveer over en gravid kvinde: Fødselsveer kommer pludseligt, og det er umuligt at forudse præcis hvornår de vil begynde. Det billede Paulus bruger, understreger at ødelæggelsen vil komme meget pludseligt og være uundgåelig. Når først en fødsel er gået i gang, ved den gravide kvinde at processen ikke kan standses igen. – Se også studienote til Mt 24:8.

de vil på ingen måde kunne undslippe: Paulus bruger her to nægtelser (bogst.: “de vil ikke ikke undslippe”) for at understrege at det vil være helt umuligt for de onde at undslippe den ‘uventede ødelæggelse der pludseligt vil komme over dem’.

overraske jer som den ville overraske tyve: Nogle bibeloversættelser bruger formuleringen: “overraske jer som en tyv ville gøre”. Den gengivelse bygger på flere gamle græske håndskrifter der bruger entalsformen af “tyv” som grundled i ledsætningen. Men der er også godt belæg i håndskrifterne for at ordet “tyve” skal stå som genstandsled i ledsætningen. Det stemmer godt med sammenhængen, hvor Paulus siger: “I befinder jer ikke i mørke” men er “lysets sønner”. (1Ts 5:5) Uanset hvad er hovedtanken at kristne ikke skal blive overraskede når Jehovas dag kommer.

som den ville overraske tyve: I 1Ts 5:2 sammenligner Paulus Jehovas dag med en tyv der kommer pludseligt og uventet. Men her bruger Paulus et nyt billede og sammenligner Jehovas dag med daggryet. Når lyset bryder frem, afslører det hvad tyvene er i gang med, for de bryder ofte ind og stjæler i nattens mulm og mørke. (Job 24:14; Joh 3:20) Lyset kan “overraske” tyve der er så optaget af at stjæle at det kommer helt bag på dem at det er blevet morgen. Kristne er ikke som tyve, men er derimod “lysets sønner”, der hverken hører til natten eller mørket. (1Ts 5:5) De sammenligninger Paulus bruger, både den i vers 2 og den i vers 4, understreger at kristne må holde sig åndeligt vågne.

sove videre: I Bibelen bliver det græske ord der her er gengivet med “sove videre”, ofte brugt om bogstavelig søvn. (Mt 8:24; Mr 4:38; 1Ts 5:7) Men det kan også bruges i overført forstand om en person der er apatisk, ligeglad og uopmærksom. Når man sover, er man som regel ikke bevidst om det der foregår rundt om en, og man mærker ikke at tiden går. På lignende måde er en der sover i åndelig forstand, heller ikke opmærksom på vigtige ting der har at gøre med Jehovas vilje, og som viser at Jehovas dag nærmer sig. Paulus advarer her de kristne mod at “sove videre som de andre” og forestille sig at Jehovas dag er langt ude i fremtiden. – 2Pe 3:10-12.

bevare fornuftens fulde brug: Bogst.: “være ædru”. Det græske ord der bruges her, findes også i 1Ts 5:8; 2Ti 4:5; 1Pe 1:13; 4:7 (“Vær … sunde i sindet”); 5:8.

tage troen og kærligheden på som et brystharnisk: I det her vers bruger Paulus to elementer fra en soldats rustning som billede på tre vigtige kristne egenskaber – tro, kærlighed og håb. (Se studienote til tage håbet om frelse på som en hjelm i det her vers og studienote til 1Ts 1:3). Ligesom et brystharnisk beskytter en soldats hjerte, beskytter tro og kærlighed en kristens symbolske hjerte. For at fremhæve hvor vigtige den slags egenskaber er for en kristens liv, sammenligner Paulus dem med det udstyr en soldat bærer for at beskytte sit liv på slagmarken. I Ef 6:14 bruger Paulus et brystharnisk som billede på “retfærdighed”.

tage håbet om frelse på som en hjelm: Ligesom en hjelm beskytter en soldats hoved, beskytter håbet om frelse en kristens tanker og sind. Paulus bruger billederne med en hjelm og et brystharnisk lige efter at han har understreget hvor vigtigt det er man holder sig åndeligt vågen. (1Ts 5:6, 7) Når en kristen har den hjelm på som Paulus taler om, vil han have ‘blikket fast rettet mod den løn han vil få’, ligesom Moses. (He 11:26) Hvis han holder sit håb om frelse stærkt, vil han kunne være åndeligt vågen. – Se studienote til Ef 6:17.

jeres trofaste arbejde, jeres kærlige slid og den udholdenhed I har vist på grund af jeres håb: Paulus kæder de thessaloniske kristnes arbejde sammen med tro, kærlighed og håb. På græsk er de ord der er gengivet med “trofaste”, “kærlige” og “håb”, alle sammen navneord. Så passagen kan også oversættes “jeres arbejde som følge af tro, jeres slid som følge af kærlighed og jeres udholdenhed som følge af håb”. De egenskaber hjalp de kristne i Thessalonika til at holde sig aktive og holde ud. Bibelen kæder ofte tro, kærlighed og håb sammen med det at være flittig i tjenesten for Gud. – 1Kt 13:13; Ga 5:5, 6; Kol 1:4, 5; 1Ts 5:8; He 6:10-12; 10:22-24; 1Pe 1:21, 22.

frelsens hjelm: En romersk soldats hjelm beskyttede hans hoved, ansigt og nakke. Paulus bruger soldatens hjelm som et billede på en kristens håb om at Gud vil frelse ham. (1Ts 5:8) Ligesom en hjelm beskytter hovedet, beskytter en kristens håb om frelse hans sind og tanker. Satan prøver på en udspekuleret måde at forgifte kristnes sind med egoisme, had og illoyalitet. Ved at fokusere på Bibelens håb – i overført betydning at tage håbet på som en hjelm – beskytter de deres tanker mod at blive påvirket negativt. (Mr 7:20-22; 2Kt 4:4; Åb 12:9) Satan bruger også direkte forfølgelse, men håbet om frelse hjælper kristne til at bevare deres glæde selv under meget svære omstændigheder. (Esa 12:2; Mt 5:11, 12) I De Hebraiske Skrifter siges der at Jehova bærer frelsen, eller sejren, som en symbolsk hjelm. (Esa 59:17; fdn.) Jehova har altid sin sejr og sin hensigt om at redde sit folk i tanke. – Jer 29:11.

er ikke død, men sover: I Bibelen sammenlignes døden ofte med søvn. (Sl 13:3; Joh 11:11-14; ApG 7:60; 1Kt 7:39; 15:51; 1Ts 4:13) Jesus ville give pigen livet igen, og han kan have udtrykt sig på denne måde for at vise at ligesom mennesker kan blive vækket af en dyb søvn, kan de blive bragt tilbage fra døden. Jesus’ kraft til at oprejse pigen kom fra hans Far, “der gør de døde levende og taler om det der ikke er her, som om det allerede var her”. – Ro 4:17.

er sovet ind: Eller “er døde”. Det græske ord der her er gengivet med “er sovet ind”, bruges om det at være død. (Mt 9:24; Mr 5:39 og studienote; Lu 8:52) Når Paulus i 1Ts 5:10 taler om at nogle er vågne eller sovet ind, mener han åbenbart at de enten er levende eller døde i bogstavelig forstand.

opmuntring: Eller “tilskyndelse”. Det græske udsagnsord parakaleo betyder bogstaveligt “at kalde til sin side”. Det kan betyde flere ting, deriblandt “opmuntre” (ApG 11:23; 14:22; 15:32; 1Ts 5:11; He 10:25); “trøste” (2Kt 1:4; 2:7; 7:6; 2Ts 2:17); og i nogle sammenhænge “tilskynde; bede indtrængende” (ApG 2:40; Ro 15:30; 1Kt 1:10; Flp 4:2; 1Ts 5:14; 2Ti 4:2; Tit 1:9, fdn.). Den tætte forbindelse der er mellem tilskyndelse, trøst og opmuntring, viser at en kristen aldrig skal tilskynde nogen på en hård eller ukærlig måde.

opmuntre: Eller “trøste”, som det samme græske ord bliver gengivet med i 1Ts 4:18. – Se studienote til Ro 12:8.

har ledelsen iblandt jer: Eller “dirigerer jer; fører an iblandt jer”. Det græske ord proistemi betyder bogstaveligt “at stå foran” og kan indeholde tanken om at lede, vise vej, interessere sig for andre og tage sig af andre.

vejleder: Eller “formaner”. Det græske ord (noutheteo) der er brugt her, er sammensat af ordene for “sind” (nous) og “at lægge i” (tithemi) og betyder bogstaveligt “at lægge sind i”. I visse sammenhænge kan det indeholde tanken om “at advare”, som i 1Ts 5:14.

vise dem særlig opmærksomhed: Det her udtryk understreger hvor meget kristne skal elske og respektere dem der “slider i det” i menigheden. (1Ts 5:12) Det græske ord der er oversat “særlig”, er et stærkt udtryk der er en sammensætning af nogle græske ord som betyder “ud over”, “usædvanlig stor” og “rigelig”.

advare: Eller “formane”. – Se studienote til 1Ts 5:12.

dem der ikke lever ordentligt: Det græske udtryk der bruges her, blev ofte brugt om soldater der var udisciplinerede og ikke blev på deres plads. Historikeren Josefus fra det første århundrede bruger udtrykket til at beskrive soldater der “rykkede frem i uorden”. På hverdagsgræsk kunne ordet beskrive en ugidelig, doven person, men ofte betegnede det en der ikke fulgte de accepterede normer. Paulus bruger her ordet i bredere forstand for at beskrive dem i den kristne menighed der var trodsige og ulydige, og som på nogle områder ignorerede de kristne normer. – 1Ts 4:11; 2Ts 3:6.

trøste: Det græske udsagnsord der er oversat med “trøste” (paramytheomai), bliver også brugt i Joh 11:19, 31 om de jøder der kom for at trøste Maria og Martha efter at deres bror, Lazarus, var død. Ordet indeholder tanken om at man viser stor omsorg, opmuntrer og trøster. – Se studienote til 1Kt 14:3, hvor det beslægtede navneord er gengivet “trøste”.

dem der er nedtrykte: Eller “dem der er deprimerede”. Det græske ord der er brugt her (oligopsychos), kan bogstaveligt gengives “dem der har en lille sjæl”. Oldtidens græske forfattere brugte et udtryk med den modsatte betydning, “dem der har en stor sjæl”, om nogle der var selvsikre og hvilede i sig selv. Så det udtryk Paulus bruger, ser ud til også at kunne henvise til nogle der har et lavt selvværd. Det samme græske udtryk blev brugt i Septuaginta som en oversættelse af de hebraiske ord der er gengivet med “urolige” og “bedrøvet”. (Esa 35:4; 54:6) Nogle af de kristne i Thessalonika har måske været nedtrykte på grund af forfølgelse eller fordi de havde mistet nogle af deres trosfæller i døden. (1Ts 2:14; 4:13-18) Paulus siger ikke at kristne skal advare eller formane deres trosfæller der er nedtrykte. De skal tværtimod vise dem omsorg og trøste dem. – Se studienote til trøste i det her vers.

være tålmodige med alle: De græske ord for “tålmodighed” betegner at man roligt viser udholdenhed og ikke hurtigt bliver vred. Det er egenskaber som Jehova og Jesus hele tiden viser over for mennesker. (Ro 2:4; 9:22; 1Ti 1:16; 1Pe 3:20; 2Pe 3:9, 15; se studienote til Ga 5:22). Kristne skal efterligne Jehova og Jesus, og derfor må de være tålmodige. (1Kt 11:1; Ef 5:1) Det græske udsagnsord for “at være tålmodig” bliver brugt to gange i Jesus’ illustration om to trælle. Begge trælle siger: “Vær tålmodig med mig.” (Mt 18:26, 29) Den onde træl nægter at tilgive og viser hverken tålmodighed eller barmhjertighed i modsætning til herren, som Jesus bruger som et billede på sin himmelske Far. (Mt 18:30-35) Jesus’ illustration og den måde udsagnsordet bliver brugt på i 2Pe 3:9, viser at det at være tålmodig med andre indebærer at man også tilgiver og er barmhjertig.

vejleder: Eller “formaner”. Det græske ord (noutheteo) der er brugt her, er sammensat af ordene for “sind” (nous) og “at lægge i” (tithemi) og betyder bogstaveligt “at lægge sind i”. I visse sammenhænge kan det indeholde tanken om “at advare”, som i 1Ts 5:14.

opmuntre og trøste: De græske ord paraklesis (der er oversat med “opmuntre”) og paramythia (der er oversat med “trøste”) indeholder begge tanken om “opmuntring”, men ordet paramythia betegner en ømhed og trøst der stikker endnu dybere. Det beslægtede udsagnsord paramytheomai forekommer i Joh 11:19, 31, hvor vi læser om de jøder der kom for at trøste Maria og Martha da deres bror, Lazarus, var død. – Se også 1Ts 5:14, hvor udsagnsordet ligeledes er gengivet med “trøste”.

tålmodighed: Eller “langmodighed; udholdenhed”. Det græske ord kan oversættes direkte med “lang af ånd” (Kingdom Interlinear) og indeholder tanken om at man ikke hurtigt bliver vred, men roligt holder ud og bærer over med andre. Jehova Gud er det ypperste eksempel når det gælder tålmodighed. (Ro 2:4; 9:22; 1Ti 1:16; 1Pe 3:20; 2Pe 3:9, 15) Paulus nævner tålmodighed som en vigtig del af den kristne kærlighed. – 1Kt 13:4; se Tillæg A2.

Bliv ved med at bede til Gud: Paulus mente ikke at de kristne i Thessalonika bogstaveligt skulle bede hele tiden. I stedet opfordrede han dem til altid at søge råd hos Gud i bøn og huske at de var helt afhængige af Gud på alle livets områder. (Ord 3:6) I flere af sine andre breve kommer han med en lignende opfordring. – Ro 12:12; Ef 6:18; Flp 4:6; Kol 4:2.

Sluk ikke åndens flamme: Udtrykket “Sluk … flamme” er en gengivelse af et enkelt græsk udsagnsord der bogstaveligt kun betyder “at slukke”. I Mr 9:48 og He 11:34 bliver det brugt i forbindelse med symbolsk og bogstavelig ild. Her bruger Paulus det i overført betydning om at slukke Guds ånd, eller aktive kraft. Denne kraft kan være som en ild i kristne og få dem til at være “brændende i ånden” ved at motivere dem til at tale og handle i harmoni med Jehovas vilje. (Se Ro 12:11 og studienote; se studienote til ApG 18:25). En kristen der tænker og handler i harmoni med kødet, afviser Guds hellige ånd og slukker den så at sige i sit hjerte. – Ga 5:17; 1Ts 4:8.

brændende i ånden: Bogst.: “kogende i ånden”. Det græske ord der her er oversat med “brændende”, betyder bogstaveligt “kogende”, men her bruges det i overført betydning for at gengive tanken om at man flyder over med eller udstråler iver og entusiasme. I dette udtryk henviser det græske ord for “ånd” (pneuma) tilsyneladende til Guds hellige ånd, der kan virke som en drivkraft der motiverer eller tilskynder en person til at handle i harmoni med Jehovas vilje. (Se studienote til Mr 1:12). Ordet “ånd” kan dog også henvise til den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte og får ham eller hende til at tale eller handle på en bestemt måde. Så dette vers kan indeholde tanken om at en person er ivrig efter og begejstret for at gøre det der er rigtigt fordi han er ledet af Guds ånd. Andre mener at dette udtryk blot er en talemåde der beskriver stor iver og entusiasme. Hvis det er tilfældet, kan det forklare hvordan Apollos kunne være “brændende i ånden” selvom han ikke var kendt med dåb i Jesus’ navn. Uanset hvad var Apollos nødt til at lade sig lede af Guds ånd for at kunne vise iver for de rigtige ting og villigt acceptere lærepunkter der var mere korrekte. – Se Ordforklaring: “Ånd”.

Vær brændende i ånden: Det græske ord der her er oversat med “brændende”, betyder bogstaveligt “at koge”. Her bruges det i overført betydning for at gengive tanken om at man flyder over med eller udstråler iver og entusiasme fordi man bliver påvirket af Guds ånd (græsk: pneuma), eller aktive kraft. Denne ånd kan motivere eller tilskynde en person til at handle i harmoni med Jehovas vilje. (Se studienote til Mr 1:12). Det at være “brændende” i Guds ånd vil også påvirke den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte, og fylde ham eller hende med iver og entusiasme for det der er rigtigt. Nogle mener at dette græske udtryk blot er et idiom der beskriver stor iver og entusiasme, men her henviser “ånden” til Guds hellige ånd, hvilket afspejles i hovedteksten. – Læs mere om nogle principper for oversættelse af Bibelen som ligger til grund for gengivelsen af dette græske udtryk, i Tillæg A1.

Foragt ikke profetier: At foragte profetier, eller budskaber fra Gud, vil sige at man betragter dem som værdiløse, ignorerer dem og respektløst afviser dem. – Se Ordforklaring: “Profeti”.

Forvis jer om: Det græske ord Paulus bruger her, kan også gengives “undersøg; prøv”. Ordet indeholder tanken om at man nøje undersøger noget for at se om det er ægte. Det blev brugt om det at teste ædelmetaller. Paulus bruger det samme ord i Ro 12:2 (se studienote) i udtrykket “få en klar forståelse af”.

Forvis jer om alle ting: Den her udtalelse viser at kristne må sikre sig at alt hvad de tror på, er i harmoni med Guds vilje. (Se også ApG 17:11) I det forrige vers, vers 20, siger Paulus specifikt: “Foragt ikke profetier.” Opfordringen indikerer at de kristne i Thessalonika skulle forvisse sig om at de profetier de troede på, virkelig kom fra Gud. I det første århundrede havde nogle af Kristus’ disciple den gave at kunne profetere. (Ro 12:6; 1Kt 14:1-3) Men Jesus forudsagde også at der ville komme falske profeter. (Mt 24:11, 24; Mr 13:22) De kristne skulle lægge mærke til hvilken slags menneske der kom med profetien (Mt 7:16-20), og undersøge om selve profetien stemte med de inspirerede skrifter. Da Paulus skrev til thessalonikerne (ca. 50 e.v.t.), var Matthæusevangeliet sandsynligvis den eneste del af De Kristne Græske Skrifter der var nedskrevet. Så for at afgøre om en profeti eller lære virkelig kom fra Gud, måtte de grundigt studere De Hebraiske Skrifter.

få en klar forståelse: Det græske ord der er brugt her, dokimazo, betyder at “fastslå gennem undersøgelse”, ofte med et positivt udfald. I nogle sammenhænge bliver det oversat med “godkende”. (1Kt 11:28) Nogle oversættelser gengiver det med “bekræfte; klarlægge”. Paulus talte altså hverken om det at have en blind tro eller at være skeptisk. I stedet opfordrede han kristne til, med en positiv indstilling, at undersøge Guds krav for at forstå dem, anvende dem og erfare hvor gode de er. På den måde får kristne en klar forståelse af at det at gøre Guds vilje er godt og fuldkomment.

med den ånd I lægger for dagen: Bogst.: “med jeres ånd”. I denne sammenhæng bruges ordet “ånd” om den indre drivkraft, eller dominerende indstilling, der får en person til at tale eller handle på en bestemt måde. For eksempel taler Bibelen om ‘den stille og milde ånd’. (1Pe 3:4) I 2Ti 1:7 nævner Paulus “en ånd som giver os kraft, kærlighed og et sundt sind”, som modsætning til “en ånd der gør os feje”. Han afslutter sit brev til Timotheus med ordene: “Jeg beder om at Herren må være med dig fordi du viser den rette ånd.” (2Ti 4:22) Ligesom en enkeltperson kan vise en bestemt ånd eller indstilling, kan en gruppe af mennesker også gøre det. Både i sine afsluttende ord til galaterne og i brevet til filipperne bruger Paulus et græsk stedord i flertal (“I; jer”) for at udtrykke sit ønske om at alle i disse menigheder måtte vise en ånd der var i harmoni med Guds vilje og det eksempel Kristus viste. – Flp 4:23.

jeres ånd, sjæl og krop: Paulus’ inderlige bøn (vers 23, 24) på vegne af sine trosfæller i Thessalonika viser hvor stor omsorg han havde for hele den første kristne menighed, og hvor meget de kristnes åndelige velbefindende betød for ham. I den her sammenhæng betyder de tre udtryk åbenbart følgende: ånd, dvs. den indstilling menigheden lod sig lede af (se studienoter til 1Kt 5:5; Ga 6:18; og Ordforklaring: “Ånd”); sjæl, dvs. menighedens liv, eller eksistens (Se Ordforklaring: “Sjæl”); krop, dvs. den samlede gruppe af salvede kristne der udgjorde menigheden (Se også 1Kt 12:12, 13). Paulus’ store omsorg for menigheden kommer til udtryk ved at han beder Gud om at gøre de kristne “helt og fuldt hellige” og sørge for at de er “sunde i enhver henseende”.

under vores Herre Jesus Kristus’ nærværelse: Se studienote til 1Ts 2:19.

overgive et sådant menneske til Satan: Dette var et påbud om at bortvise, eller udelukke, en mand fra menigheden. (1Kt 5:13; 1Ti 1:20) Vedkommende ville så blive en del af den verden som Satan er gud og hersker over. (1Jo 5:19) Personen blev udelukket for at den syndige påvirkning kunne blive fjernet, dvs. for at fjerne det nedbrydende element fra menigheden. Som følge heraf kunne ånden, eller den gode indstilling, i menigheden blive bevaret. – 2Ti 4:22.

nærværelse: Det her er den første af seks gange Paulus nævner Jesus’ nærværelse i sine to breve til thessalonikerne. (Se Ordforklaring: “Nærværelse”; se også “Introduktion til 1. Thessaloniker”). Paulus ser frem til Herren Jesus’ nærværelse, og han glæder sig over at hans elskede trosfæller til den tid vil blive belønnet. Senere i brevet skriver han at han beder om at de må være “rene i hellighed over for vores Gud og Far under vores Herre Jesus’ nærværelse med alle hans hellige”. – 1Ts 3:13; se studienote til 1Kt 15:23.

med et helligt kys: I fire af sine breve (her og i 1Kt 16:20; 2Kt 13:12; 1Ts 5:26) tilskynder Paulus sine medkristne til at hilse hinanden “med et helligt kys”. Apostlen Peter brugte et lignende udtryk da han skrev: “Hils hinanden med et kærligt kys.” (1Pe 5:14) På Bibelens tid var det skik og brug at give nogle et kys som et udtryk for kærlighed, respekt eller fred. Man gav også nogle et kys når man hilste på dem eller sagde farvel. (Ru 1:14; Lu 7:45) Det var almindelig praksis mellem mænd og kvinder der var i familie med hinanden (1Mo 29:11; 31:28), mellem mandlige slægtninge og mellem nære venner (1Mo 27:26, 27; 45:15; 2Mo 18:7; 1Sa 20:41, 42; 2Sa 14:33; 19:39; se studienote til ApG 20:37). Blandt de kristne afspejlede sådanne udtryk for kærlighed det åndelige bånd og den enhed der er mellem dem der er forenet i den sande tilbedelse. Disse kys var ikke blot en formalitet eller en tradition, og der var heller ikke forbundet noget som helst romantisk eller erotisk med dem. – Joh 13:34, 35.

med et helligt kys: Se studienote til Ro 16:16.

Herrens: I en sammenhæng som denne kan “Herren” både henvise til Jehova Gud og Jesus Kristus. Når et udtryk ikke tydeligt er et citat fra De Hebraiske Skrifter hvor Guds navn bliver brugt, og sammenhængen ikke giver en god grund til at genindføre Guds navn, har komitéen bag Ny Verden-Oversættelsen bevaret gengivelsen “Herren” for ikke at gå ud over en oversætters beføjelser. (Se Tillæg C1). Nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk og andre sprog bruger Guds navn her, men i denne sammenhæng kan der lige så vel være tale om Herren Jesus Kristus. – 1Ts 5:28.

være med jer: I nogle håndskrifter står der “Amen” til sidst i brevet. Nogle af Paulus’ breve slutter ganske vist med “Amen” (Ro 16:27; Ga 6:18), men der er ikke stærkt belæg i håndskrifterne for at tilføje det her.