Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Oplev glæden ved at give

Oplev glæden ved at give

“BUSSEN kan køre videre, men kineseren bliver her!” Alexandra hørte denne kommentar da hun sad i en bus og ventede på at krydse grænsen mellem to sydamerikanske lande. Da hun gik ud af bussen for at se hvad der skete, så hun en ung, kinesisk mand der på gebrokkent spansk forsøgte at forklare en grænsevagt den knibe han var havnet i. Alexandra var tilknyttet en af Jehovas Vidners kinesisktalende menigheder, så hun tilbød at være tolk.

Manden forklarede at han havde opholdstilladelse i landet, men at han var blevet bestjålet, og derfor havde han hverken papirer eller penge på sig. Til at begynde med troede vagten ikke på ham, og han mistænkte endda Alexandra for at være involveret i menneskesmugling. Han accepterede dog til sidst forklaringen, men den stakkels passager fik en bøde for ikke at kunne fremvise de rigtige papirer. Da han ikke havde nogen penge, tilbød Alexandra at låne ham 20 dollars. Manden var dybt taknemmelig og sagde at han ville betale hende mere end de 20 dollars tilbage. Alexandra fortalte at hun ikke var ude efter en belønning, men at hun bare var glad for at kunne hjælpe, for hun følte at det var det rigtige at gøre. Desuden gav hun manden noget bibelsk litteratur og opfordrede ham til at undersøge Bibelen sammen med Jehovas Vidner.

Det er skønt at høre om folk der er gavmilde over for nogle de ikke kender, og en sådan gavmildhed er uden tvivl noget som folk fra andre religioner og folk uden noget religiøst tilhørsforhold også viser. Ville du være parat til at være så uselvisk? Det er et relevant spørgsmål, for Jesus sagde: “Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.” (Apostelgerninger 20:35) Det er også interessant rent videnskabeligt eftersom forskere har fundet ud af at det har en positiv virkning på os at give til andre. Lad os se hvordan.

“EN GLAD GIVER”

Erfaringen viser at gavmildhed og glæde ofte går hånd i hånd. Apostlen Paulus skrev at “Gud elsker en glad giver”. Han omtalte nogle kristne der gav gavmilde bidrag for at hjælpe deres trosfæller i nød. (2 Korinther 8:4; 9:7) Paulus sagde ikke at de gav fordi de var glade. Nej, de var glade fordi de kunne give.

En undersøgelse viser at når man giver til andre, “aktiverer det områder i hjernen der har at gøre med tilfredshed, social tilknytning og tillid, hvilket fremkalder en følelse af lykke”. I en anden undersøgelse viste det sig at “deltagerne fik større glæde når de brugte deres penge på andre end dem selv”.

Føler du nogle gange at du på grund af dine omstændigheder ikke kan give så meget til andre? I virkeligheden er der ikke nogen der ikke har mulighed for at opleve glæden ved at give. Det behøver ikke at være en dyr gave så længe motivet til at give den er godt. Et af Jehovas Vidner sendte et bidrag til udgiverne af dette blad og skrev: “Jeg har altid kun haft mulighed for at give små beløb i rigssalen.” Men hun fortsatte: “Jehova Gud har givet mig meget mere end jeg nogensinde har givet ham. ... Tak fordi jeg kan få lov til at give bidrag – det er noget der giver mig stor glæde.”

Penge er selvfølgelig ikke det eneste man kan give. Der er mange andre måder at give på.

DET ER GODT FOR DIT HELBRED

Det gavner både dig selv og andre når du giver

Bibelen siger: “En mand der har loyal hengivenhed [eller: er venlig] handler vel mod sin sjæl, men den grusomme styrter sin krop i ulykke.” (Ordsprogene 11:17) Folk der er venlige, er ofte gavmilde og villige til at give af sig selv – for eksempel giver de af deres tid og energi og viser andre omsorg. En sådan tilgang til livet gavner dem selv på flere måder, ikke mindst i forhold til deres helbred.

Undersøgelser viser at de der hjælper andre, ofte har færre fysiske smerter og depressioner. Generelt har de et bedre helbred. At være god til at give har også en positiv indvirkning på helbredet hos dem der lider af en kronisk sygdom, som for eksempel sklerose og hiv. Det er også blevet påvist at når alkoholikere der er på vej ud af deres misbrug, hjælper andre, mindsker de risikoen for depression markant, og sandsynligheden for tilbagefald bliver lavere.

Det kan ifølge en undersøgelse skyldes at “egenskaber som empati, medmenneskelighed og venlighed skubber de negative følelser i baggrunden”. Det at give kan også mindske stress og sænke blodtrykket. Og hvis man har mistet sin ægtefælle i døden, har man lettere ved at slippe af med symptomerne på depression når man er optaget af at hjælpe andre.

Der er ingen tvivl: Det er godt for os at give.

DET SMITTER

Jesus gav sine disciple denne opfordring: “Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.” (Lukas 6:38) Når du giver til andre, vil de som regel være taknemmelige og selv vise gavmildhed. Dermed skaber du grobund for sammenhold og venskab.

Gavmildhed skaber grobund for sammenhold og venskab

I et studium af menneskelige relationer har forskere lagt mærke til at “de der altid er uselviske, animerer andre til at følge trop”. Det samme studium viste at “bare det at læse om hvordan andre har gjort noget særligt for at vise venlighed, får nogle til at blive mere gavmilde”. En anden undersøgelse peger endda på at “én person kan have indflydelse på hundredvis af andre, selv nogle som han eller hun hverken kender eller har mødt”. En enkelt gavmild handling kan altså brede sig som ringe i vandet. Kunne du ikke tænke dig at leve i et samfund hvor det er sådan? Verden ville helt sikkert være et meget bedre sted hvis flere gjorde det til en vane at give.

En beretning fra Florida i USA understreger de positive virkninger der kommer af at give. En gruppe Jehovas Vidner hjalp til med genopbygningsarbejdet efter en voldsom orkan. Mens de ventede på byggematerialer til det hus de skulle genopbygge, lagde de mærke til at en af naboernes hegn var blevet ødelagt, så de tilbød at reparere det. “Jeg er jer evigt taknemmelig,” skrev han senere i et brev til Jehovas Vidners Hovedkontor. “Det er nogle af de sødeste mennesker jeg nogensinde har mødt.” Han var så taknemmelig at han sendte et gavmildt bidrag til det han beskrev som Vidnernes helt fantastiske arbejde.

EFTERLIGN DEN STØRSTE GIVER

Interessant nok siger en videnskabelig undersøgelse at “det ser ud til at der er en fundamental drivkraft i os mennesker som gør at vi har lyst til at hjælpe andre”, og at børn “viser uselviskhed allerede inden de har lært at tale”. Hvorfor er det sådan? Bibelen giver svaret, for den siger at mennesket blev skabt “i Guds billede”, det vil sige med de samme grundlæggende egenskaber som ham. – 1 Mosebog 1:27.

En af de skønne egenskaber som kendetegner vores Skaber, Jehova Gud, er gavmildhed. Han har givet os livet og alt hvad der skal til, for at vi kan være lykkelige. (Apostelgerninger 14:17; 17:26-28) Ved hjælp af hans ord, Bibelen, har vi mulighed for at lære om vores himmelske Far og hans kærlige hensigt med os. Bibelen giver os også indblik i hvordan Gud har sørget for at vi kan få en lykkelig fremtid. * (1 Johannes 4:9, 10) Eftersom Jehova er ophav til gavmildhed og du er skabt i hans billede, er det ikke overraskende at når du efterligner Gud og giver til andre, opnår du hans godkendelse og bliver lykkelig. – Hebræerne 13:16.

Men hvordan gik det med Alexandra, som blev nævnt i begyndelsen af artiklen? En anden passager i bussen sagde til hende at det hun havde gjort, var som at smide penge ud ad vinduet. Men den kinesiske mand kontaktede nogle af sine venner i en by hvor bussen ville stoppe, så hun kunne få sine 20 dollars tilbage med det samme. Manden fulgte endda Alexandras opfordring og begyndte at studere Bibelen. Hvor var hun glad for at se ham tre måneder senere ved et kinesisk stævne som Jehovas Vidner afholdt i Peru. Manden ville gerne vise sin taknemmelighed for alt det Alexandra havde hjulpet ham med, så han inviterede Alexandra og dem hun rejste sammen med, hen på sin restaurant.

Det giver stor glæde at være hjælpsom og at gøre noget for andre. Især hvis man samtidig kan hjælpe dem til at lære mere om Jehova Gud, Giveren af alle gode gaver! (Jakob 1:17) Oplever du også glæden ved at give?

^ par. 21 Flere oplysninger findes i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, udgivet af Jehovas Vidner og tilgængelig på www.mr1310.com. Se under PUBLIKATIONER > BØGER & BROCHURER.